Hjælpemenu

Hovedmenu

Om udenlandske tidsskrifter

Besvaret § 20-spørgsmål (S 2321)

Svardato: 1. marts 2012

Michael Aastrup Jensen (V)

Er det efter ministerens opfattelse foreneligt med Firenze-traktaten, der forbyder de tiltrædende lande at pålægge told eller toldlignende afgifter på kulturelt materiale, blandt andet magasiner og tidsskrifter, at gennemføre en ændring i momsloven, som i praksis betyder, at udenlandske tidsskrifter købt i subskription vil blive mange gange dyrere at erhverve i Danmark?

Kulturministeren (Uffe Elbæk)

Den del af Skatteministeriets oprindelige lovforslag ”L 12 – Forslag til lov om ændring af lønsumsafgiftsloven, momsloven, opkrævningsloven, lov om offentligt hasardspil i turneringsform og forskellige andre love”, som angik en ændring i momslovens regler om magasiner, tidsskrifter og lignende, der forsendes til privatpersoner i Danmark i forbindelse med postordresalg, er udskudt og derfor også udgået af det samlede lovforslag ved Folketingets 2. behandling den 28. februar 2012. Årsagen hertil er ifølge skatteministeren, at: ”der er rejst spørgsmålstegn ved, om det gebyr, som Post Danmark opkræver i de tilfælde, hvor magasiner sendes enkeltvis fra steder uden for EU direkte til privatpersoner i Danmark, er i overensstemmelse med internationale regler. Det er der brug for nu at undersøge, og derfor har regeringen besluttet at udskyde lovforslaget.” (Skatteministeriets pressemeddelelser, offentliggjort den 27. februar 2012.).
Idet jeg henholder mig til skatteministerens udtalelse, vil jeg følgelig afvente den undersøgelse, der skal afklare, om den udskudte del af L 12 er i overensstemmelse med internationale regler, før jeg kan udtale mig nærmere herom.