Om den tyske kansler, Angela Merkels, europæiske ambitioner

Svardato: 23. februar 2012

Merete Riisager (LA)

Kan ministeren oplyse, hvordan hun og den danske regering ser på den tyske kansler, Angela Merkels, europæiske ambitioner illustreret af hendes udtalelser til det tyske parlament i december om, at vi »er på en irreversibel vej mod en finansunion«, og at »vi ikke kun taler om en finans- og stabilitetsunion, vi er begyndt at skabe en«, hendes udtalelse i Davos i forbindelse med World Economic Forum om, at »det vil være nødvendigt med yderligere integration«, og hendes udtalelser på et pressemøde i Berlin i februar i år om, at »vi uden tvivl vil få brug for mere og ikke mindre Europa«, og at »det er nødvendigt at skabe en politisk union, noget der ikke blev gjort, da euroen blev lanceret«?

Økonomi- og indenrigsministeren (Margrethe Vestager)

På baggrund af den aktuelle krise har der været er bredt funderet ønske om at styrke de fælles spilleregler for den økonomiske politik i euroområdet og EU for at sikre gennemførelsen af økonomiske reformer og finanspolitisk konsolidering i de enkelte EU-lande mhp. at undgå risici for den økonomiske og finansielle stabilitet i euroområdet og EU som helhed. Det er i alle EU-landes interesse at sikre, at sådanne risici undgås.

Der er på den baggrund netop gennemført en række tiltag til styrkelse af det økonomiske samarbejde i EU, herunder den såkaldte ”six-pack”, der indebærer en styrkelse af Stabilitets- og Vækstpagten, et nyt samarbejde om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer samt et direktiv om nationale finanspolitiske rammer. EU-landene har desuden organiseret deres drøftelser af den økonomiske politik inden for rammerne af det såkaldte Europæiske Semester, som skal sikre, at de enkelte lande i fastlæggelsen af deres nationale økonomiske politik bedre kan tages højde for fælles anbefalinger og påvirkninger på tværs af lande. Dertil kommer, at landene har opnået politisk enighed i Rådet om Kommissionens forslag for eurolandene (den såkaldte ”two-pack”) om hhv. budgetplaner og styrket overvågning af eurolande i finansieringsvanskeligheder, låneprogrammer mv.

Derudover var der i marts 2011 enighed blandt 23 EU-lande om konkurrenceevnepagten (”europluspagten”), der styrker fokus på reformer vedr. styrket konkurrenceevne, styrket beskæftigelse, øget finanspolitisk holdbarhed og finansiel stabilitet.

Endvidere blev der i januar 2012 opnået enighed blandt 25 EU-lande om finanspagten, som bl.a. indebærer et krav om en balanceregel, der skal forankres i national lovgivning, for de lande der tilslutter sig finanspagten og lader sig omfatte af dens krav (som dog vil være obligatorisk for eurolandene).

Endelig er der under krisen indført midlertidige og permanente lånemekanismer (EFSF og ESM), som finansieres af eurolandene og kan finansiere lån til eurolande i vanskeligheder, ligesom man har indført eller styrket mere begrænsede faciliteter, som finansieres af alle EU-lande og kan finansiere lån til lande både i og uden for euroen.

Med disse beslutninger er de fælles regler for den økonomiske politik i EUlandene samt håndhævelsen heraf på EU-plan styrket væsentligt. Det ændrer imidlertid ikke ved, at de enkelte lande fortsat har ansvaret for deres økonomiske politik, herunder at udforme og vedtage deres nationale finanslove. Jeg oplever, at der ikke er et generelt ønske blandt EU-landene om at ændregrundlæggende på denne kompetencefordeling i EU vedr. den økonomiskepolitik.