Om opretholdelse af den danske kontrol af fødevarekvalitet
Svardato: 19. oktober 2011
Mads Rørvig (V)
Når den nye regering planlægger øgede skatter og afgifter for 5 mia. kr. i 2012 og 2013, som vil medføre øget grænsehandel af bl.a. fødevarer, hvordan vil ministeren så sikre, at den danske kontrol af fødevarekvalitet bliver opretholdt i forhold til de fødevarer, der vil blive indført til Danmark som følge af øget grænsehandel?
Fødevareministeren (Mette Gjerskov)
Fødevarelovgivning i EU er i høj grad harmoniseret. Det betyder, at fødevarer som udgangspunkt skal opfylde samme krav, uanset om de markedsføres i Danmark eller et andet EU-land.
Ved indførelse af fødevarer til videresalg har importøren pligt til at udføre egenkontrol med, at fødevarerne overholder fødevarelovgivningen. I forbindelse med Fødevarestyrelsens tilsyn med importvirksomhederne kontrolleres virksomhedernes egenkontrol.