Hjælpemenu

Hovedmenu

Om artiklen »EU-lande skal lære af kickstart«

Besvaret § 20-spørgsmål (S 1502)

Svardato: 13. januar 2012

Lykke Friis (V)

Hvilke redskaber mener ministeren, der bør tages i brug i Europa, når ministeren til Jyllands-Posten den 24. december 2011 i artiklen »EU-lande skal lære af kickstart« siger, at der bør sættes »en række nye initiativer i gang, som kan skabe vækst og job«?

Europaministeren (Nicolai Wammen)

Det danske formandskabsprogram indeholder en række konkrete tiltag rettet mod at skabe vækst og beskæftigelse. De forskellige tiltag er især beskrevet under programmets tre hovedindsatsområder, et ansvarligt Europa, et dynamisk Europa og et grønt Europa.

Bæredygtig vækst og jobskabelse kræver for det første, at Europa kommer sikkert ud af krisen gennem ansvarlig økonomisk politik, holdbare offentlige finanser og gennemførelse af de nødvendige reformer. Der blev på Det Europæiske Råd den 9. december 2011 truffet en række vigtige beslutninger om styrkelse af den finanspolitiske disciplin med henblik på at sikre den økonomiske stabilitet i Europa. Der vil under dansk formandskab skulle arbejdes med udmøntningen heraf. Det vil ligeledes være et centralt mål for formandskabet at sikre en konsekvent implementering af Det Europæiske Semester og det styrkede økonomiske samarbejde baseret på en styrkelse af Stabilitets- og Vækstpakken og et nyt samarbejde om håndtering af de økonomiske ubalancer og fælles krav til nationale budgetregler. Også i forbindelse med forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020 vil bestræbelserne gå på at få indrettet EU’s nye budget, så det afspejler behovet for at konsolidere medlemsstaternes offentlige finanser og skaber nye rammer for vækst og beskæftigelse i Europa, blandt ved at dirigere midler i retning af forskning og udvikling, energi, klima, miljø, uddannelse og det eksterne område.

I tillæg til håndteringen af gældskrisen og gennemførelsen af det Europæiske Semester vil det danske formandskab for det andet søge at fremme vækst og beskæftigelse ved at sætte fokus på videreudviklingen af det indre marked. Som opfølgning på Kommissionens offentliggørelse af Akten for det Indre Marked i foråret 2011 vil der skulle arbejdes på fremdrift i forhold til de forskellige forslag, herunder en fælleseuropæisk patentreform, forenkling af EU’s udbudsregler, et effektivt standardiseringssystem, modernisering af de europæiske regnskabsregler og bedre adgang til risikovillig kapital, Roaming III-forordningen samt etablering af et digitalt indre marked, som skal gøre det lettere at handle og på internettet på tværs af grænserne.
Formandskabet vil desuden arbejde med forslagene om styrkelse af håndhævelsen af udstationeringsdirektivet samt forholdet mellem fri bevægelighed og sociale rettigheder. Endelig
vil formandskabet også søge at fremme væksten gennem EU’s handelspolitik, herunder både gennem WTO og i forhold til EU’s bilaterale handelsaftaler, hvor man vil arbejde på resultater i forhandlingerne med blandt andet Japan, Canada, Indien og Tunesien.

Det danske formandskab vil som det tredje arbejde for at sætte en offensiv dagsorden inden for grøn og bæredygtig vækst i lyset af den internationale finanskrise og klimakrise. Formandskabet vil blandt andet arbejde for et fokuseret og ambitiøst 7. miljøhandlingsprogram og en ambitiøs europæisk energi- og klimapolitik frem mod 2050 med forbedret energieffektivitet og øget anvendelse af vedvarende energi. Det danske formandskab vil i forbindelse med forhandlingerne om EU’s budget fra 2014-2020 også arbejde for at integrere energi-, klima- og miljøhensyn i EU’s politikker som for eksempel landbrugspolitikken, fiskeripolitikken, transportpolitikken og det indre marked. Endelig skal der også være en stærk europæisk stemme ved Rio+20-topmødet om bæredygtig udvikling.