Om en dobbeltbeskatningsoverenskomst med henholdsvis Frankrig og Spanien
Svardato: 14. oktober 2011
Mads Rørvig (V)
Hvad er ministerens holdning til indgåelse af en dobbeltbeskatningsoverenskomst med henholdsvis Frankrig og Spanien?
Skatteministeren (Thor Möger Pedersen)
Jeg mener, at det i udgangspunktet er en fordel at have dobbeltbeskatningsoverenskomster med væsentlige handelsparter. Det kan dog aldrig være sådan, at en dobbeltbeskatningsoverenskomst skal indgås for enhver pris. I forhold til Frankrig og Spanien er situation den, at der ikke umiddelbart er udsigt til, at der kan indgås nye dobbeltbeskatningsoverenskomster, netop fordi der ikke er tegn på en ændret holdning hos Frankrig og Spanien i forhold til den uenighed, der i sidste ende førte til opsigelse af de gamle dobbeltbeskatningsoverenskomster.
De gamle dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og Frankrig henholdsvis Danmark og Spanien blev opsagt i juni 2008. Forud for opsigelsen af den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst havde der været forhandlinger mellem de danske og de franske myndigheder om en helt ny dobbeltbeskatningsoverenskomst, henset til at den gamle overenskomst, der var fra 1957, af begge parter blev anset for forældet. Ligeledes var der før opsigelsen af den dansk-spanske dobbeltbeskatningsoverenskomst kontakt mellem de danske og spanske myndigheder om mulighederne for en ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem de to lande.
Fra dansk side blev der i begge tilfælde lagt afgørende vægt på, at de nye aftaler skulle indeholde regler om beskatning af pensioner, som medfører et mere afbalanceret resultat. Den danske position var, at Danmark ønsker ret til at kunne beskatte udbetalinger fra private pensioner, hvor Danmark har givet fradrag for indbetalingerne.
Jeg er enig i den linje, som er lagt af den tidligere regering, hvorefter det er af afgørende betydning for Danmark, at Danmark får ret til at kunne beskatte udbetalinger fra private pensioner, hvor vi har givet fradrag for indbetalingerne.
Opsigelsen af de to dobbeltbeskatningsoverenskomster er udtryk for, at der ikke var udsigt til at parterne kunne nå til enighed. Der har efterfølgende været kontakter mellem Danmark og Frankrig henholdsvis Danmark og Spanien. Status er imidlertid, at der ikke foregår egentlige forhandlinger med Frankrig og Spanien om indgåelse af nye dobbeltbeskatningsaftaler. Begge lande har således på forhånd tilkendegivet, at de ikke accepterer det danske udgangspunkt med hensyn til beskatning af pensioner.