Om hvis euroen kollapser
Svardato: 13. december 2011
Pia Adelsteen (DF)
Vil ministeren oplyse, om den danske regering, sådan som eksempelvis den britiske regering
gør, vil udarbejde en nødplan for, hvordan man skal hjælpe danske borgere og udsendte i eurolande, hvis euroen kollapser?
Europaministeren (Nicolai Wammen)
Der er et stående beredskab i Udenrigsministeriet og på de danske ambassader mhp. at bistå og rådgive nødstedte danskere i udlandet i tilfælde af bl.a. dødsfald og fængslinger.
Udenrigsministeriet har endvidere et fleksibelt kriseberedskab mhp. at sikre hurtig og effektiv hjælp til danskere under akutte krisesituationer i udlandet, herunder terror, naturkatastrofer og andre ulykker.
Et euro-kollaps indgår imidlertid ikke i sådanne konkrete krisescenarier, og danske ambassader er ikke - sådan som visse britiske ambassader ifølge den artikel, der henvises til i spørgsmålet – blevet bedt om at forberede sig på et sådant scenarium.
Der foregår et intenst arbejde i EU med at stabilisere situationen i eurozonen og genoprette tilliden til det økonomiske samarbejde og holdbarheden af medlemslandenes økonomiske politik og bringe EU tilbage på vækstsporet.