Om en hurtig repatriering af beboere i Camp Ashraf
Svardato: 9. december 2011
Christian Juhl (EL)
Vil udenrigsministeren – i forlængelse af rådsmødet den 1. december 2011 – oplyse, om ministeren vil følge opfordringen fra Catherine Ashton om at sikre en hurtig repatriering af beboere i Camp Ashraf, som har en særlig tilknytning til Danmark, eller som er alvorligt sårede?
Udenrigsministeren (Villy Søvndal)
På Udenrigsrådsmødet den 1. december 2011 orienterede EU’s Høje Repræsentant Catherine Ashton kort om situationen vedrørende Camp Ashraf. Ashton opfordrede medlemslandene til dels at støtte FN’s verifikationsproces, dels at tilskynde den irakiske regering til ikke at lukke lejren, inden processen er afsluttet. Ashton understregede samtidigt, at lejren var den irakiske regerings ansvar og kun et anliggende for medlemslandene for så vidt angik eventuelle egne statsborgere i lejren.
Regeringen har bilateralt, og i EU sammenhæng, opfordret de irakiske myndigheder til at give FN den fornødne tid til at gennemføre verifikationsprocessen.
I forhold til repatriering af beboere fra lejren gives der konsulær bistand efter gældende retningslinjer, hvis den Danske Ambassade i Bagdad modtager anmodninger fra danske statsborgere i Camp Ashraf.
I forbindelse med det voldelige sammenstød i Camp Ashraf den 8. april 2011 blev det fra kilder i FN og den amerikanske ambassade i Bagdad oplyst, at de sårede Camp Ashraf beboere enten blev behandlet i lejren, på nærliggende hospitaler eller overført til behandling i Bagdad.
De seneste oplysninger fra FN kunne dog tyde på, at der i nogle tilfælde har været problemer i forbindelse med lægebehandling uden for lejren. Jeg vil undersøge dette problem nærmere med FN og tage sagen op med de irakiske myndigheder, hvis der er behov herfor.