Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Europa-Parlamentets krav om indsigt i Rådets regnskab og budget

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Er ministeren enig i, at det vil være et stort nederlag for det danske krav om, at Europa-Parlamentet skal have indsigt i Rådets regnskab, før det godkender dette, som støttes af et enigt Folketing, hvis denne sag ikke bringes i orden - senest under det danske formandskab?

Finansministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Folketinget og herunder særligt Folketingets Europaudvalg har tidligere beskæftiget sig med problemstillinger knyttet til dechargeproceduren mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Dechargeproceduren har gennem årene været reguleret ved den såkaldte ”gentlemanaftale” fra 1970, der hidtil har været forstået på den måde, at de to institutioner afholder sig fra at blande sig i hinandens administrative budgetter. Som en konsekvens heraf har dechargeproceduren i sager om Parlamentets og Rådets budgetgennemførelse været baseret på uformelle drøftelser mellem de to institutioner. Siden 2009 har Parlamentet imidlertid sat spørgsmålstegn ved gentlemanaftalens indhold og rækkevidde og tilkendegivet et ønske om at ophæve eller revidere aftalen.

Som jeg tidligere har orienteret Folketinget om, har man fra dansk side i januar 2010 udarbejdet et forslag om, at gentlemanaftalen på dechargeområdet afløses af en eksplicit aftale mellem Råd og Parlament om samarbejdet under dechargeproceduren. Forslaget har til hensigt at formalisere og modernisere dechargesamarbejdet og er baseret på gensidig åbenhed og ligeværdighed i dechargeproceduren mellem de to institutioner. En fuld gennemførelse af forslaget vil indebære større gennemsigtighed - og dermed indsigt - i begge institutioners gennemførelse af deres respektive bud­getter.

Det danske forslag til en modernisering af samspillet mellem de to institutioner på dechargeområdet er i begyndelsen af 2010 blevet præsenteret i flere møder i rådsregi på arbejdsgruppe- og ambassadørniveau. Endvidere har vi fra dansk side konsekvent anmodet skiftende formandskaber og Rådets sekretariat om at sætte dechargesagen på dagsordenen, når lejlighed bød sig.

Det er min vurdering, at det danske engagement i denne sag har medvirket til at fremme Rådets overvejelser om, hvorledes en formalisering af dechargeproceduren mellem Råd og Parlament vil kunne finde sted. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Rådets skiftende formandskaber har beskæftiget sig aktivt med sagen og i april 2010 fået mandat til at gå i dialog med Parlamentet om en revision af gentlemanaftalen. Jeg kan endvidere oplyse, at Rådets generalsekretær i juli 2010 har sendt Parlamentet et forslag til en aftale mellem de to institutioner om behandlingen af deres respektive budgetter i de forskellige faser af budgettets cyklus og herunder dechargefasen. Forslaget bygger på en forudsætning om gensidig åbenhed og ansvarlighed samtidigt med, at balancen mellem de to institutioner opretholdes. Forslaget lægger sig for dechargedelens vedkommende tæt op ad det danske forslag til en fornyelse af dechargesamarbejdet.
 
Situationen er imidlertid den, at Parlamentet endnu ikke har forholdt sig til Rådets forslag. Rådet afventer derfor Parlamentets reaktion.

Det er imidlertid min vurdering, at dechargesagens forløb i 2010 afspejler en mindre fastlåst forhandlingssituation end tidligere. Jeg håber derfor, at der snarest kan påbegyndes egentlige drøftelser mellem Råd og Parlament om en revision af gentlemanaftalen og dermed også om den nødvendige fornyelse af dechargesamspillet mellem de to institutioner. Fra dansk side vil vi selvsagt fortsat presse på for at få løst dechargekonflikten - forhåbentlig inden det danske formandskab. Såfremt sagen ikke er løst, når Danmark overtager EU-formandskabet den 1. januar 2012, vil vi overveje, hvorledes sagen skal håndteres under vores formandskab. Det er dog for tidligt at fastlægge den nærmere prioritering af sagerne under det danske EU-formandskab, der vil være præget af en række store sager på det budgetmæssige og administrative område.

Afslutningsvist vil jeg i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. S 876 af 14. januar 2010.