Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2010-11)
› Om indkaldelelse af mu...
Om indkaldelelse af muslimske ambassadører
Søren Espersen (DF)
Vil udenrigsministeren indkalde de muslimske ambassadører i København til et møde for at få klarhed over, hvad de muslimske lande agter at gøre for at standse kristenforfølgelserne i deres lande?
Udenrigsministeren (Lene Espersen)
Som tilkendegivet i min pressemeddelelse af 3. januar fordømmer jeg på det kraftigste den terrorhandling som Nytårsnat blev rettet imod koptiske kristne kirkegængere i Alexandria og som dræbte et stort antal Egyptere, herunder både kristne og muslimer. Der kan ikke herske nogen tvivl om, hvilken holdning den danske regering har til terrorhandlinger, ligesom det er velkendt, at regeringen finder det afgørende vigtigt, at alle troende har mulighed for at udøve deres religiøse tro uden frygt.
Det er desværre en kendsgerning, at der mange steder i verden finder religiøst betinget vold og terror sted. Det gælder også i Mellemøsten, hvor religiøse mindretal, herunder kristne, er under pres i flere lande.
Det er regeringens holdning, at der er behov for en aktiv international indsats for at imødegå religiøst betinget vold og terrorisme. Regeringer er forpligtet til at beskytte religionsfriheden og sikre religiøse mindretal den nødvendige beskyttelse. Vi må til stadighed fastholde opmærksomheden om denne forpligtelse. Det arbejder regeringen på i FN, hvor FN’s generalforsamling i efteråret vedtog den resolution om religiøs intolerance, som Danmark sammen med øvrige EU-lande årligt fremlægger. Resolutionen fordømmer alle former for intolerance og diskrimination på baggrund af religion og udtrykker bekymring over stigningen i tilfælde af vold på medlemmer af religiøse samfund, herunder vold motiveret af kristianofobi, islamofobi og antisemitisme.
Derfor hilser den danske regering velkommen, at den egyptiske regering efter terrorangrebet den 1. januar har foretaget en række sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte kristne institutioner. Reaktionen fra den egyptiske regering vidner om, at sagen tages meget alvorligt og tværreligiøse solidaritetsdemonstrationer i Egypten viser at terrorhandlingen også i den egyptiske befolkning har vakt chok og harme. Endvidere har jeg hæftet mig ved, at en række regeringer både i Vesten, men også i den arabiske verden har fordømt angrebet og udtrykt solidaritet med Egypten. Endelig hæfter jeg med ved, at OIC ligeledes har fordømt terrorangrebet i stærke vendinger.
Også i EU arbejder vi fra dansk side aktivt for at fremme og beskytte religions- og trosfrihed. I november 2009 vedtog EU’s udenrigsministre således rådskonklusioner som netop understregede, at religionsfrihed gælder ens for alle individer herunder med særlig fokus på beskyttelse af religiøse mindretal. Senest drøftede EU’s udenrigsministre emnet i november 2010, hvor der bl.a. blev udtrykt bekymring for det kristne mindretal i Irak. Danmark har løbende bakket op om, at emnet drøftes på ministerniveau i EU samt, at den Fælles Udenrigstjeneste følger op på rådskonklusionerne fra 2009.
I hver enkelt situation gælder det om at finde ud af, hvordan vi bedst kan bidrage til at sikre beskyttelse af trosfriheden. F.eks. i forhold til Irak, hvor overgreb på religiøse minoriteter er et meget stort problem, hænger dette snævert sammen med forsoningsprocessen. Fra dansk side er vi i gang med en helt konkret indsats for at fremme interreligiøs forsoning og dermed medvirke til at beskytte religiøse mindretal.
Således er Danmark i næste uge vært for et seminar med deltagelse af religiøse ledere fra en række irakiske trossamfund, herunder kristne og muslimer for at fremme dialog mellem de religiøse grupper i Irak. Seminaret er arrangeret af Københavns Stift med støtte fra Udenrigsministeriet. Seminaret ligger i forlængelse af et tilsvarende seminar i 2008. Foruden bilaterale initiativer som det ovennævnte støtter vi institutioner som Anna Lindh Foundation for Dialog mellem Kulturer og Alliance of Civilisations, der iværksætter dialogprojekter, undervisningsprojekter mm.
Den danske regering har gennem en årrække arbejdet på at forstærke dialogen med den muslimske verden. Jeg har selv mødtes med OICs generalsekretær og har også inviteret ambassadører fra OIC kredsen til møde. Det siger sig selv, at religiøs tolerance var et af de emner som blev drøftet, da jeg mødtes med OIC-ambassadørerne den 29. september 2010. Jeg advarede ved den lejlighed netop mod ekstremister, der ønsker at opmuntre til religiøst og etnisk betinget had. Og jeg opfordrede alle til at arbejde for at undgå at religiøse følelser bliver udnyttet. Jeg advarede imod at opmuntre terrorister og opfordrede til at fastholde den fredelige dialog mellem kulturer. Jeg vil naturligvis fastholde dialogen med OIC-ambassadørerne.