Hjælpemenu

Hovedmenu

Om en asylansøger er udsendt til Grækenland

Besvaret § 20-spørgsmål

Astrid Kragh (SF)

Vil ministeren bekræfte, at der inden for den sidste måned er blevet udsendt en asylansøger til Grækenland?

Integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech)

Jeg kan bekræfte, at der inden for den sidste måned er blevet iværksat overførsel af asylansøgere til Grækenland i medfør af Dublinforordningen.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i et stort antal sager – hvor asylansøgeren i medfør af Dublinforordningen skal overføres til Grækenland – truffet en beslutning efter regel 39 i Domstolens Procesreglement om at anmode Danmark om at suspendere overførsler til Grækenland, og Danmark har naturligvis fulgt Domstolens anmodninger om at suspendere overførsler til Grækenland i alle sager, hvor der ikke allerede var sket overførsel til Grækenland forud for modtagelsen af anmodningen fra Domstolen.

Jeg har indtil videre ikke fundet grundlag for at suspendere overførsel til Grækenland i de konkrete sager, som ikke er indbragt for Domstolen. Der vil af den grund fortsat ske overførsel af asylansøgere til Grækenland i de sager, hvor Domstolen ikke har anmodet Danmark om at suspendere overførslen til Grækenland.