Hjælpemenu

Hovedmenu

Om fiskeripolitikken

Besvaret § 20-spørgsmål

Bente Dahl
(RV)

Hvordan stiller ministeren sig til det fremførte argument om, at modstridende målsæ­t­ninger og midler i den nuværende Rådsforordning, (EF) nr. 2371/2002, ligger til grund for den fælles fiskeripolitik, der skal sikre udnyttelsen af levende vandressourcer, der sørger for økonomiske, bæredygtige og sociale forhold?

Fiskeriministeren (Henrik Høegh)

Den gældende Rådsforordning (EF) nr. 2371/2002  (”grundforordningen”) fastlægger i artikel 2, stk. 1, at ”Den fælles fiskeripolitik skal sikre, at de levende akvatiske ressour­cer udnyttes på en økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtig måde.”

Rådsforordningen prioriterer ikke mellem de tre dimensioner, men fastslår i artikel 2, at der skal anvendes en forsigtighedstilgang, og det skal  sikres, at der sker en bæredygtig udnyttelse af de akvatiske ressourcer. Endvidere skal det tilstræbes, ”at fiskeriet efterhånden forvaltes efter økosystembaserede principper.”

Det er oplagt, at vi med den forestående reform af den fælles fiskeripolitik i 2012 ser på, om prioriteringen kan være mere klar. Jeg mener, at det klart skal frem­gå af en kommende grundforordning, at det bærende princip i den fælles fis­keri­po­li­tik er bæredygtig udnyttelse af fiskebestandene og sunde økosyste­mer.

Jeg vil hertil tilføje, at jeg ikke finder, at det reelt er et spørgsmål om at vægte miljø­mæs­sige hensyn over erhvervsøkonomiske hensyn eller omvendt.

Forudsætningen for, at vi på den lange bane kan have et økonomisk sundt fiskerierhverv er, at vi udnytter ressourcerne i havet miljømæssigt bære­dygtigt. Så jeg mener, at hensynene går hånd i hånd.