Hjælpemenu

Hovedmenu

Om nye krav til biobrændsels bæredygtighed

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Mener ministeren, at det er tilfredsstillende, at EU-Kommissionens nye krav til biobrændsels bæredygtighed ikke inddrager den såkaldte fortrængningseffekt og det øgede CO2-udslip, denne kan medføre?

Klima- og energiministeren (Lykke Friis)

I 2009 vedtog et samlet Folketing med undtagelse af Enhedslisten Lov om bæredygtige biobrændstoffer. Det skete med en klar betoning af, at biobrændstoffer skal være bæredygtige. EU’s bæredygtighedskriterier blev lagt til grund for indfasningen.

EU’s bæredygtighedskriterier er de første bindende kriterier i verden. De stiller blandt andet krav til biobrændstoffers CO2-fortrængning fra vugge-til-grav i forhold til fossil benzin og diesel. Kriterierne indeholder ligeledes regler for, hvor og hvordan der må dyrkes afgrøder til biobrændstoffer. Det må fx ikke ske ved rydning af skov og dræning af vådområder.

EU’s bæredygtighedskriterier er omfattende men ikke perfekte. Regeringen har sammen med de øvrige partier i Folketinget både under forhandlingerne i EU i 2008 og siden presset på for at få hævet ambitionsniveauet for bæredygtighed. Dette bl.a. i forhold til de såkaldte indirekte arealmæssige forskydningseffekter eller ”indirect landuse changes” (ILUC).

Kommissionen havde stillet i udsigt at ville fremlægge en konsekvensanalyse og muligvis et forslag vedrørende håndtering af ILUC i juli 2011, men det er endnu ikke sket. Jeg følger Kommissionens arbejde nøje. Det er regeringens klare intention, at biobrændstoffer skal være bæredygtige, også i forhold til ILUC.