Om oprørsstyrkerne i Libyen.
Søren Espersen (DF)
Hvordan agter regeringen at reagere i forhold til Human Rights Watch's oplysninger (jf. Ritzaus Bureau, den 13. juli 2011 - kl. 04.42) om, at oprørsstyrkerne i Libyen står bag plyndringer, ildspåsættelser og overgreb på civile under deres fremrykning mod Libyens hovedstad, Tripoli?
Udenrigsministeren (Lene Espersen)
Det er klart, at vi forudsætter, at TNC respekterer folkeretlige standarder. Jeg rejste vor forventning herom overfor præsidenten for TNC, Abduljalil, under mit besøg i Benghazi d. 22. juni. Jalil fremhævede, at TNC kender og respekterer international lov.
Under en bilateral samtale med formanden for TNCs Eksekutivråd, Jibril, under mødet i den internationale Libyen kontaktgruppe i Istanbul d. 15. juli rejste jeg igen vore forventninger, foranlediget af oplysninger fra Human Rights Watch d. 13.juli. Jibril var helt enig i, at sådanne overtrædelser ikke var acceptable og lovede en undersøgelse af påstandene. Han stillede i udsigt, at man ville bringe de skyldige for en domstol. I lighed med andre kolleger fremhævede jeg desuden vigtigheden af respekt for international ret i mit generelle indlæg ved kontaktgruppemødet.
Emnet var også oppe under Libyen-drøftelsen ved EU's udenrigsministermøde d. 18.juli. I Rådskonklusionerne bekræfter EU's udenrigsministre, at EU er parat til fortsat at støtte TNC for at TNC bedre kan varetage sit ansvar, herunder opretholdelse af lov og orden i de områder, som er under TNCs kontrol. TNC opfordres til fortsat at arbejde på sine forpligtelser til at tage fat om de påståede overtrædelser af international ret, herunder krænkelse af menneskerettigheder.