Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2010-11)
› Om motivationen bag de...
Om motivationen bag de nye regler for gebyrer på betalingskort
Villum Christensen (LA)
Vil ministeren redegøre for, hvordan han vurderer, at de nye regler for overvæltning af gebyrer på kreditkort vil tilskynde brugen af andre betalingsmidler, herunder både kontanter og Dankort?
Økonomi- og erhvervsministeren (Brian Mikkelsen )
Formålet med de nye regler er dels at bringe de danske regler i overensstemmelse med EU-retten, dels at fremme brugen af effektive og billige betalingsmidler. De nye regler gør det muligt for forretninger at overvælte gebyrer på de mere omkostningstunge kreditkort, men ikke på dankort og andre debetkort. Derved tilskyndes forbrugerne til at benytte dankort og andre debetkort,
som generelt er billigere og mere effektive betalingsmidler. Det er ikke min forventning, at brugen af kontanter vil øges på baggrund af de nye regler, da de forbrugere, som har et kreditkort, typisk også har et dankort eller et andet debetkort. Hvis forbrugerne ikke ønsker at betale gebyr for anvendelse af kreditkort hos de forretninger, som vælger at overvælte, er det mest sandsynligt, at de i stedet vil vælge at benytte deres debetkort frem for kontanter.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål S 1867.