Hjælpemenu

Hovedmenu

Om illegale indvandrere fra Tyrkiet

Besvaret § 20-spørgsmål


Peter Skaarup (DF)

Har udenrigsministeren en holdning til de problemer, som Grækenland har i forhold til den manglende tyrkiske grænsekontrol med udrejsende fra Tyrkiet, der i realiteten betyder, at Tyrkiet lukket øjnene for de tusindvise af illegale indvandrere, der smutter gennem den tyrkiske grænse og rejser illegalt og ulovligt ind i Grækenland og dermed EU, og vil ministeren bringe emnet op på møder med den tyrkiske regering under ministerens besøg i Tyrkiet i maj måned?

Udenrigsministeren (Lene Espersen)

Spørgsmålet om Tyrkiets grænsekontrol følges tæt af den danske regering såvel som i EU. Det blev også behandlet i Kommissionens årlige fremskridtsrapport om optagelsesforhandlingerne (s. 83) fra november 2010. Situationen betyder, at Grækenland p.t. er genstand for en betydelig illegal indvandring. Derfor yder EU Grækenland bistand til håndtering af kontrollen ved den ydre Schengen-grænse med Tyrkiet. Danmark bidrager i form af kapacitetsopbygning af de græske myndigheder til Frontex-operationen ”Poseidon Land”, der har til formål at styrke indsatsen vedrørende sikring af den græsk-tyrkiske grænse.

Som led i optagelsesforhandlingerne med EU har Tyrkiet indtil videre kun i begrænset omfang tilnærmet sig EU’s visum-acquis. Dertil kommer, at Tyrkiet har indgået internationale aftaler om visumfrihed til statsborgere fra en række lande, som er pålagt visumpligt i Schengen-området. Det har også bidraget til en situation, hvor Tyrkiet er blevet et vigtigt transitland for illegal indvandring til EU.

På baggrund heraf ses det fra EU-side som yderst vigtigt, at der indgås en tilbagetagelsesaftale mellem EU og Tyrkiet. EU-Kommissionen nåede i januar 2011 til enighed med Tyrkiet om en tekst til en sådan aftale, og Rådet vedtog i februar 2011 rådskonklusioner, der bemyndigede Kommissionen til at undertegne og indgå tilbagetagelsesaftalen. Umiddelbart herefter meddelte den tyrkiske regering dog, at man alligevel ikke ønskede at indgå en tilbagetagelsesaftale, da man ikke fandt, at EU i tilstrækkeligt omfang havde imødekommet Tyrkiets ønsker om egentlige visumlempelser. Set fra EU-side udgør indgåelsen af en tilbagetagelsesaftale en forudsætning for at kunne indgå aftale om egentlige visumlempelser med Tyrkiet.

Jeg havde lejlighed til at drøfte de ovennævnte problemstillinger med den tyrkiske regering under mit besøg i Tyrkiet 3. og 4. maj 2011, hvor jeg bl.a. gav udtryk for bekymringen i EU over de aftaler om visumfrihed, som Tyrkiet har indgået med en række lande, hvis statsborgere er pålagt visumpligt i EU. Danmark vil fortsat følge udviklingen tæt i EU-regi og støtte op om arbejdet med at finde en holdbar løsning på situationen.