Hjælpemenu

Hovedmenu

Om præcisering af udstationeringsdirektivet

svaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil den danske regering inddrage ønskerne fra de danske, polske og cyprio­tiske fagbevægelser om at præcisere udstationeringsdirektivet, sådan at med­arbejdere sikres samme løn- og arbejdsforhold uanset deres oprindel­ses­land i regeringens prioriteringer som formandsland for EU?

Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg)

Kommissionen har den 13. april 2011 vedtaget en meddelelse om det indre marked, hvori Kommissionen på baggrund af en bred offentlig høring har identificeret en række indsatsområder. Ét af indsatsområderne vil være et initiativ, som har til formål at forbedre og styrke gennemførelsen og håndhævelsen af udstationeringsdirektivet.

Regeringen vil se positivt på et forslag om bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet, og forslaget vil være en dansk prioritet under formandskabet. Derudover vil regeringen se positivt på forslag, som kan befæste den danske aftalemodel. Regeringen vil dog foreløbig afvente, at Kommissionen fremlægger sine konkrete forslag, og at der bliver en høring af blandt andet arbejdsmarkedets parter, inden regeringen fastlægger sin holdning.