Hjælpemenu

Hovedmenu

Om en handelsaftale med Sydkorea

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Mener udenrigsministeren, at det er rimeligt, at EU i forhandlingerne med Sydkorea om en
handelsaftale har medvirket til, at Sydkorea har slækket klimakrav til benzinslugende biler?

Udenrigsministeren (Lene Espersen)

EU og Republikken Korea opnåede medio 2009 enighed om teksten til en frihandelsaftale.
Aftaleudkastet udgjorde en balancegang mellem de forskellige offensive og defensive interesser.

Efter sproglig og juridisk gennemgang blev aftalen godkendt i Rådet i oktober 2010 samt af
Europaparlamentet den 17. februar 2011. Aftalen ventes endeligt ratificeret, efter at EU’s
medlemslande har meddelt Rådssekretariatet, at eventuel følgelovgivning på områder med deltkompetence er vedtaget.

Frihandelsaftalen, som liberaliserer ca. 98 % af handlen imellem EU og Korea, indebærer
betydelige fordele for EU og Danmark og ventes at få positiv betydning for dansk eksport til
Korea. Aftalen indeholder en lang række handelsliberaliserende tiltag, herunder også i forhold til miljømæssige varer og -tjenesteydelser. Danmark har i forhandlingerne arbejdet for, at aftalen generelt bygger på og fremmer principper om bæredygtighed i socialt og miljømæssigt henseende.

En af de helt store knaster under forhandlingerne har været spørgsmålet om markedsadgang
for biler. Imens EU’s marked traditionelt har været meget åbent for import af biler, har det
koreanske marked været meget beskyttet både gennem toldbarrierer og ikke-toldmæssige
barrierer som f.eks. tekniske standarder. Efter der i 2009 var opnået enighed mellem EU og Korea om frihandelsaftalen, introducerede det koreanske miljøministerium i 2010 et lovforslag om reduktion af landets CO2 udslip.

Lovens første udkast indeholdt et maksimum niveau for CO2 udslip fra biler, som ramte EU’s bilproducenter hårdere end koreanske, og som derved forrykkede balancen i det kompromis, der var indgået i forhandlingerne om en frihandelsaftale. Lovforslaget ville i praksis have medført, at EU’s bilproducenter blev tvunget til at reducere deres CO2 udslip dobbelt så meget som koreanske bilproducenter, da EU generelt eksporterer større biler til Korea. Det er Kommissionens vurdering, at den oprindeligt foreslåede reduktion
var så kraftig (op til 30 pct. i 2015 ift. 2009 og i nogle tilfælde mere), at konsekvensen i praksis ville have været, at nogle europæiske modeller skulle trækkes helt fra det koreanske marked. Dette skal ses i lyset af, at forhandlingerne med Korea om en frihandelsaftale i forvejen var domineret af, at Korea er et land med en betydelig bilproduktion og stærke eksportinteresser ikke mindst i forhold til EU. Korea har et hjemligt bilmarked, som kulturelt og frem til vedtagelsen af frihandelsaftalen også i praksis har været et lukket marked for udenlandske bilproducenter. EU’s eksportandel af bilmarkedet i Korea var i 2009 3,7%, mens Koreas eksportandel af EU’s bilmarked i samme år var 8,2%.
Flere store bil-producerende lande betingede derfor den endelige vedtagelse af frihandelsaftalen med, at en ændring af Koreas foreslåede CO2-lovgivning måtte sikre EU’s bilproducenter ikkediskriminerende behandling i forhold til koreansk producerede biler, og altså dermed ikke forrykkede balancen i det oprindelige kompromis i  frihandelsaftaleforhandlingerne.

Det er Kommissionens vurdering, at det reviderede lovforslag bevarer ambitiøse koreanske
klimamålsætninger, men uden at der diskrimineres mellem hjemlig og udenlandsk
bilproduktion. EU’s bilproducenter skal fortsat nedsætte deres CO2 udslip betydeligt mere end de koreanske bilproducenter. Men forbedringer og større fleksibilitet i lovforslaget vil gøre det lettere for dem at leve op til kravene. Den danske regering støtter fuldt ud den koreanske regerings bestræbelser på at nedsætte landets CO2 udslip med henblik på at bekæmpe klimaforandringer. Siden en ændring af Koreas foreslåede CO2 lovgivning blev en forudsætning for vedtagelsen af frihandelsaftalen, og Danmark støtter frihandelsaftalen som helhed, støtter den danske regering også det kompromis, som Kommissionen har nået med det koreanske miljøministerium. Det kan tilføjes, at regeringen løbende arbejder for ambitiøse krav i EU's egen lovgivning for køretøjers CO2 udslip.