Hjælpemenu

Hovedmenu

Om kræftfremkaldende aflatoxiner

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil ministeren tage initiativ til at få forbudt salg af ris med kræftfremkaldende aflatoxiner?

Fødevareministeren (Eva Kjer Hansen)

Jeg kan oplyse, at aflatoksiner er naturligt forekommende svampegiftstoffer, som produceres af skimmelsvampe ved temperaturer over 25 grader. Svampene og dermed toksinerne findes primært i produkter som nødder, figner, majs, korn og ris. Aflatoksiner kan aldrig helt fjernes, men forekomsten kan reduceres med god landbrugsmæssig praksis f.eks. ved hensigtsmæssig opbevaring under lagring.

Indholdet af aflatoksin i ris og andre relevante fødevarer har været reguleret med EU grænseværdier gennem ca. 10 år. Grænseværdierne er fastsat ud fra et princip om, at de skal være så lave som muligt under hensyntagen til forekomst, god landbrugsmæssig praksis samt kontrolmæssige forhold. De nuværende EU-grænseværdier har altid været betragtet som meget restriktive, og de sundhedsmæssige effekter af indtag af ris med lavere indhold end grænseværdierne vurderes at være minimal.

Fund over grænseværdien for aflatoksiner skal naturligvis sanktioneres overfor importøren. Jeg finder ikke, at der er grundlag for, at reglerne for aflatoksiner i ris ændres.