Om svindel i det danske CO2-register
Per Clausen (EL)
"Mener ministeren i forlængelse af sine svar på spørgsmålene S 525 og S 526, at det er sandsynligt, at der ikke foregår svindel i det danske CO2-register, når Europol opgiver, at der de seneste 18 måneder er sket svindel for 5 milliarder kroner på EU's kvotemarked, og mener ministeren ikke på den baggrund, at det ville være fornuftigt at gennemføre en undersøgelse af, hvor meget svindel der foregår blandt de virksomheder, der er registreret i Danmarks CO2-register?"
Klima- og energiministeren (Lykke Friis)
I min besvarelse af spørgsmålene S 525 og S 526 den 8. december 2009 har jeg ikke givet udtryk for, at der ikke foregår svindel ved brug af det danske kvoteregister. Jeg har alene henvist til, at det ikke er SKAT´s opfattelse, at der i Danmark forgår forholdsmæssigt mere svig i forbindelse med kvoteregisteret end i de øvrige EU-lande.
For så vidt angår spørgsmålet om at gennemføre en undersøgelse af, hvor meget svindel der foregår blandt de virksomheder, der er registreret i Danmarks CO2-register, skal jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. S 526 af 8. december 2009. Jeg kan supplerende tilføje, at en sådan undersøgelse ville kræve, at man fra dansk side fik adgang til alle oplysninger fra alle landes kvoteregistre, alle landes skattemyndigheder og alle landes politimyndigheder, og at man herefter var i stand til at sammenholde og analysere disse oplysninger. En sådan undersøgelse må derfor anses for nærmest uigennemførlig for en enkelt medlemsstats nationale myndigheder.
Som det fremgår af Europols pressemeddelelse, har Europol tilbudt sin assistance til Europa-Kommissionen for bistå med at beskytte systemets integritet. Det må vurderes, at det er Europol i samarbejde med Europa-Kommissionen og de europæiske skattemyndigheder, som har forudsætningerne for at identificere omfanget af momssvindel og mønstrene i forbindelse hermed nærmere. Danmark deltager, som nævnt i pressemeddelelsen, som et af seks lande i et samarbejde med Europol herom.
Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. S 572.