Om CO2-udledningen

Mette Gjerskov (S):
Vil ministeren i statsministerens fravær oplyse, om regeringen har skiftet standpunkt efter udtalelserne fra den konservative ordfører og nu alligevel vil arbejde for, at EU påtager sig sit klimaansvar og reducerer CO2-udledningen med 30 pct. i stedet for de hidtidige 20 pct.?

Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Tak for spørgsmålet. Lad mig starte med at slå fast, at regeringens holdning er uændret, og at regeringen dermed ikke har skiftet standpunkt. EU har fastslået, at vi vil reducere vores udledninger med 20 pct. i forhold til 1990 under alle omstændigheder, og at vi er parate til at påtage os reduktionsmål på op til 30 pct. i 2020 sammenlignet med 1990, forudsat at andre ilande forpligter sig til sammenlignelige reduktioner, og at også udviklingslandene bidrager på bedste vis.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at regeringen mener, at EU skal påtage sig et reduktionsmål på 30 pct. som led i indgåelsen af en samlet set tilfredsstillende klimaaftale. Og det er jo så også det, vi har arbejdet aktivt for. På EU-niveau er der bred opbakning blandt medlemslandene til EU's position, som det også fremgår af det brev af 28. januar 2010, hvor det spanske formandskab på vegne af EU har associeret sig med Copenhagen Accord og indmeldt EU's reduktionsmål.
Jeg skal så jo ikke lægge skjul på, at der i EU-kredsen hersker forskellige holdninger til dette spørgsmål, og at det har krævet hårdt arbejde fra bl.a. dansk side at bevare EU's offensive tilbud om 30 pct. på bordet.

Mette Gjerskov (S):
Er virkeligheden ikke, at kloden har behov for nogle initiativer på klimaområdet? Efter fiaskoen ude i Bella Centeret er der behov for en ny strategi, og vi må konstatere, at EU's strategi om 20 pct. og så at tage 30, hvis der kommer en international aftale, ikke har virket. Der er overhovedet ikke kommet nogen resultater ud af den strategi.
Derfor mener vi jo, at det er utrolig vigtigt, at Danmark nu arbejder for, at EU smækker kortene på bordet, går op til de 30 pct. og på den måde viser verden, at vi er parate til at tage vores klimaansvar på os, men også hjælper resten af verden til at få sat nogle klimamål. Hvad tror ministeren egentlig hjælper Obama bedst til at få en klimaaftale gennem i senatet? Er det, at EU siger, at man vil vente, eller er det, at EU siger, at nu tager man 30 pct.? Selvfølgelig vil det hjælpe politisk rundtomkring i verden, hvis EU går foran og siger, at nu rykker man for sagen, og det er der behov for på klimaets vegne.

Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Nu kan det selvfølgelig være vanskeligt at filosofere over, hvad der vil hjælpe Obama, også når man ser på hans nuværende situation, men jeg tror nok, at når man ser på klimaforhandlingerne p.t., så er det, som amerikanerne primært kigger på, ikke europæerne, men kineserne. Hvad gør kineserne på det her felt?
Lad mig så også sige med hensyn til fiasko – ikke for at tage nogen lang debat om det - at nu har jeg altså lige tilfældigvis været i Kina og Indien, og også efter den rejse må jeg konstatere, at også der er indtrykket, at glasset sådan set er halvt fyldt og ikke halvt tomt. Det kan vi eventuelt komme tilbage til senere.
Når vi taler om EU, så er holdningen jo altså den, at det med at spille det kort, at lægge det kort på bordet nu vil ikke have nogen effekt. Det kort skal man da spille, så man netop kan få andre lande til så også at gå op, når vi kommer længere frem i forhandlingsprocessen. Og det er vi jo slet ikke endnu. Vi er slet ikke kommet tilbage til forhandlingsbordet efter København. Det kommer vi så ganske hurtigt, og så skal vi jo så ind i en proces og prøve, om det kan lykkes os at få overbevist andre lande om at gå op. Jeg minder igen om, at EU-landene i fællesskab jo bare står for 13 pct. af verdens samlede CO2-udslip, så derfor er der jo altså grænser for, hvad EU kan gøre ved bare at gå solo.
Så er jeg sådan set egentlig enig i budskabet om, at bare at gøre det, som man altid har gjort, ikke vil være vejen frem, og derfor er der jo så også i EU-kredsen en debat om, hvordan man kommer videre. Og der tror jeg især, at noget, der er meget vigtigt, er, at de penge, man lovede i København, kommer ud at arbejde, og der kan EU netop gøre en forskel.

Mette Gjerskov (S):
Jamen virkeligheden er, at man jo netop ikke gør noget nyt. Man står fast på de samme 20 pct., som EU har stået fast på hele tiden, og det virkede så ikke. Får det slet ikke regeringen til at tænke, at man måske skulle gøre noget anderledes? Den konservative ordfører har meldt ud, som han har gjort, og har sagt, at nu synes han ærlig talt, at vi skulle gå op til 30 pct. Det havde så været rart, at han havde gjort det, mens vi havde debatten her i salen, og ikke i pressen bagefter, men fint nok. Bare det kommer, er det fint nok.
Får det slet ikke Venstre til at overveje, om alle de andre i Folketingssalen måske alligevel har en pointe? Altså, Venstre står jo alene sammen med Dansk Folkeparti i den her sag med det synspunkt, at vi skal holde det helt nede på 20 pct. Skal man ikke kigge sig lidt omkring blandt de ulve, man er iblandt og sige: Måske var det værd at overveje en ny strategi, måske var det værd at overveje, om EU skulle gå hen og blive offensiv på klimaområdet?

Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Først vil jeg sige, at regeringens holdning ligger fast, hvad det her spørgsmål angår. Regeringen har arbejdet hårdt for, at man i EU meldte så offensivt ud som overhovedet muligt, og det går jo netop ud på, at man siger: Vi har de 20 pct., men vi er villige til at gå op til 30 pct. Vi havde også gerne formuleret det på en mere offensiv måde, så man i højere grad lagde vægt på de 30 pct. og så lavede en fodnote om, at vi så bliver på de 20 pct., hvis de andre lande ikke går op. Så det er jo ikke korrekt, at Danmark på en eller anden måde er fodslæbende i den her sag. Vi har virkelig prøvet på at presse det her så langt frem som overhovedet muligt.
Som jeg også var inde på i mit første svar, er det realistiske udgangspunkt altså, at vi her virkelig er oppe mod nogle stærke kræfter. Der var sågar lande, som sagde, at de slet ikke ønskede at opretholde tilbuddet om at gå op på de 30 pct., og som sagde: Nu skal vi bare sige 20 pct. Så på den måde skal vi jo altså også være lidt realistiske i den her sag. Men igen, når det så er sagt, er jeg enig i, at EU naturligvis skal spille offensivt ud, og dér, hvor EU kan gøre noget – og der tror jeg faktisk det er vigtigt, at man ikke kun fokuserer på 20 og 30 pct. – er med hensyn til opstartsfinansiering, på engelsk fast start, med hensyn til at EU meget hurtigt får skabt de rette alliancer, og endelig også med hensyn til at EU gør noget, når vi ser på EU’s overordnede energipolitik.

Mette Gjerskov (S):
Man skulle jo tro, at regeringen slet ikke havde været til stede ved klimatopmødet eller ikke havde hørt efter, hvad der blev sagt. En gang imellem var man også i tvivl om, hvorvidt statsministeren var mentalt til stede. Altså, ulandene beder ikke om, at man kaster millioner i nakken på dem. De beder om, at vi reducerer vores CO2-udledninger, sådan at de kan se en fremtid for deres folk, hvor de ikke står i vand til halsen. Det er jo det, det drejer sig om.
Ministeren siger, at hun ønsker en offensiv strategi i EU. Jamen hallo, de 20 pct. er da ikke udtryk for nogen offensiv strategi. Det er de samme gamle, slidte 20 pct., som vi hele tiden hørt om. Det er oven i købet nu blevet et meget lavt mål. På grund af den økonomiske krise vil det jo ikke betyde særlig meget for EU at skulle op på de 20 pct. Det er lige ved, at vi er i nærheden af business as usual. Så hvis EU skal være den mindste smule offensiv, skal man da gøre noget andet end det, man gjorde til klimatopmødet. Så skal man da have en ny plan. Jeg er interesseret i at høre, hvad den danske regering går ned og siger i EU. Det kan godt være, at det er op ad bakke i EU, men den danske regering har da et ansvar for, at Danmark yder sit bidrag i EU, og det er at sige til dem: Venner, 30 pct. nu!

Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Venner, 30 pct. nu, bliver der sagt. Ja, der må man jo stille sig selv det spørgsmål, om det vil have nogen effekt, hvis EU bare fra den ene dag til den anden går solo til de 30 pct. Der er analysen altså nu engang den i EU-kredsen, at det ikke vil have nogen effekt her og nu for klimaet, at det ikke vil have nogen effekt her og nu på forhandlingerne. Der opretholder man altså den holdning, som jeg også personligt mener er den rigtige, at nu gælder det altså om at komme tilbage til forhandlingsbordet, få skabt momentum igen, få skabt nogle løftestænger, og så kommer selvfølgelig diskussionen, hvor man forhåbentlig kan få andre lande til at gå tilsvarende op.
Så var der udsagnet om, at ulandene ikke er interesseret i de penge. Det var så sandelig ikke var mit indtryk i den tid, jeg havde mulighed for at deltage i klimatopmødet. Tag bare Maldiverne, der i høj grad var interesseret i de her penge. Man må jo så også sige, at netop det at give ulandene hjælp til tilpasning er meget centralt. Så er det klart nok, at det ikke på nogen måde skal udelukke, at vi selv gør noget. Det ligger selvfølgelig også i den aftale, man har indgået, og det ligger i høj grad også i EU’s samlede politik. Så det er jo ikke et enten-eller, det er i høj grad et både-og.