Hjælpemenu

Hovedmenu

Om § 3-arealer

Besvaret § 20-spørgsmål

Ida Auken (SF)

Hvordan forholder ministeren sig til, at udpegede § 3-arealer ødelægges, og hvordan skal kommunerne forholde sig til disse ødelæggelser?

Miljøministeren (Troels Lund Poulsen)

Reglerne i naturbeskyttelseslovens § 3 har til formål at sikre, at beskyttede naturtyper ikke ødelægges. De naturområder, der opfylder lovens kriterier, er beskyttet mod indgreb, som ændrer områdernes tilstand. Kommunerne er myndighed på dette område og fører tilsyn med reglernes overholdelse, ligesom de har kompetence til at dispensere fra reglerne i særlige tilfælde. Jeg har ingen grund til at antage, at kommunerne ikke lever op til deres myndighedsforpligtelse. Kommunernes afgørelser kan påklages til Naturklagenævnet.