Hjælpemenu

Hovedmenu

Om bredbånd

Besvaret § 20-spørgsmål

Ole Hækkerup (S)

Vil regeringen tage initiativ til at udarbejde en plan for at indføre lynhurtigt bredbånd (fibernet) i Danmark, sådan at vores digitale infrastruktur bliver gearet til fremtidens udfordringer?

Begrundelse:

Kommissionen har netop fremlagt en 10-punkts-plan, hvor det lynhurtige bredbånd (fibernet) er et af de punkter, landene skal satse på for at komme gennem den globale økonomiske krise.

Videnskabsministeren (Helge Sander)

Spørgsmålet adresserer et meget vigtigt emne, som har stor betydning for udviklingen af det danske samfund.

For at kunne håndtere de store konkurrencemæssige udfordringer, som den stadigt mere globaliserede økonomi bringer med sig, er det afgørende, at Danmark har en elektronisk kommunikationsinfrastruktur i verdensklasse. Dette betyder blandt andet, at vi både skal sørge for, at alle borgere har adgang til bredbånd, og at borgerne får adgang til stadig bedre bredbåndsteknologier.

Hidtil har vi primært haft fokus på at sikre, at alle danskere skal kunne få en bredbåndsforbindelse, hvis de ønsker det. Dette mål er næsten nået i dag.

IT- og Telestyrelsens bredbåndskortlægning for 2008, som forventes at udkomme inden for den nærmeste fremtid, vil blandt andet vise, at mindre end én pct. af den danske befolkning ikke kan få bredbånd. Det er målet, at de sidste danskere vil få mulighed for at få bredbånd inden udgangen af 2010.

Nu er det på tide at se videre end bredbåndsdækningen og se på andre udfordringer. Dette gælder ikke mindst i forhold til højere hastigheder.

Med afsæt i bredbåndskortlægningen for 2008 vil jeg - på førstkommende møde i teleforligskredsen - komme med et oplæg til, hvorledes jeg forestiller mig tilvejebragt et grundlag for kommende politiske drøftelser af disse problemstillinger, som også i andre europæiske lande ligger højt på den politiske dagsorden netop nu.