Hjælpemenu

Hovedmenu

Om reduktion af bilernes CO2-udslip

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Er ministeren enig i, at det kompromis, der er indgået mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet om reduktion af bilernes CO2-udslip, er helt utilstrækkeligt, og vil ministeren arbejde for at få dette kompromis erstattet af en reel løsning på denne udfordring?

Klima- og energiministeren (Connie Hedegaard)

Jeg skal indledningsvis bemærke, at kompromiset, som er indgået, fortsat skal vedtages formelt.

For så vidt angår kompromiset i sin nuværende form, hæfter jeg mig særligt ved, at vi for første gang i Europa er blevet enige om bindende regler for nye bilers maksimale CO2-udledning. Det er et væsentligt fremskridt i forhold til de frivillige aftaler med bilindustrien, som ikke har vist sig særlig effektive.

Efter bl.a. dansk pres er der ligeledes sat et langsigtet mål for nye bilers CO2-emissioner på 95 gram CO2/km fra 2020. Det svarer til en reduktion på ca. 40 pct. i forhold til bilers nuværende udledning.

Jeg finder det herudover generelt tilfredsstillende, at der med ordningen indføres en bødemekanisme, der betyder, at producenter som overskrider loftet skal betale en bøde.

Jeg havde selvfølgelig gerne set, at man var nået til enighed om at sætte sig et højere ambitionsniveau. Det gælder ikke mindst på den bødestørrelse, fabrikanterne bliver pålagt ved overskridelser.

Omvendt har jeg også noteret mig, at trods bilindustriens ihærdige bestræbelser på at stække forslaget med henvisning til sektorens krise, er det med kompromisforslaget lykkes at holde fast i hensynet til klimaet.