Om udkast til rådskonklusioner om kreativt indhold
Mogens Jensen (S)
Hvad har ministeren konkret tænkt sig at gøre for at følge op på disse rådskonklusioner om kreativt indhold, bl.a. bekæmpelse af piratkopiering, der er behandlet på rådsmødet den 20.-21. november 2008, for at sikre, at målsætningerne i dokumentet bliver nået?
Kulturministeren (Carina Christensen)
Rådskonklusionerne om kreativt online-indhold handler bl.a. om bekæmpelse af piratkopiering på internettet af ophavsretligt beskyttet materiale bl.a. musik, film og bøger.
Den danske regering har allerede iværksat en række konkrete initiativer, som er på linie med indholdet af rådskonklusioner.
Det fremgår af rådskonklusionerne, at det er vigtigt, at alle relevante parter går sammen i dialog om at bekæmpe piratkopiering. I den forbindelse kan jeg nævne at Kulturministeriet i maj 2008 nedsatte en møderække med særlig fokus på ulovlig downloading og fildeling af ophavsretlig beskyttet materiale.
Når vi har fået konklusionerne fra møderækken, vil regeringen overveje, om det system, vi har i dag, fungerer godt nok, eller om der er behov for at se nærmere på yderligere tiltag. Jeg forventer at orientere Folketinget nærmere herom, og indbyde til brede politiske drøftelser, såfremt der er behov for yderligere tiltag.
Rådskonklusionerne nævner også, at der er behov for at udbygge forbrugernes viden om ophavsret og i relation til piratkopiering. I den forbindelse kan jeg henvise til Kulturministeriets særlige hjemmeside med generel forbrugeroplysning om ophavsret www.infokiosk.dk. Derudover vil jeg fremhæve, at en række ministerier og offentlige myndigheder, som alle beskæftiger sig med piratkopiering, er gået sammen om at udvikle en hjemmeside med særlig fokus på piratkopiering. Denne hjemmeside vil bl.a. være rettet særligt mod forbrugere. Hjemmesiden er under udvikling, men vil kunne findes på www.stoppiraterne.dk og forventes at blive offentliggjort den 16. december 2008.