Hjælpemenu

Hovedmenu

Om landbrugsstøtte

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil ministeren sikre, at de 10 procent af den direkte landsbrugsstøtte, som kan anvendes til miljø og økologi, vil blive anvendt til dette i Danmark, jf. hendes udtalelser til Morgenavisen Jyllands-Posten den 21. november 2008?

Fødevareministeren (Eva Kjer Hansen)

Diskussionen om ”de 10 pct. af den direkte landbrugsstøtte” vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Danmark vil anvende den såkaldte artikel 68 i enkeltbetalingsordningen. Med det netop vedtaget sundhedstjek gives medlemslandene mulighed for at anvende op til 10 pct. af den direkte landbrugsstøtte til særlige formål, herunder miljø. Der er en generel begrænsning på 3,5 pct. for visse ordninger som fx koblede støtteordninger eller markedsføringstiltag. Miljøtiltag er dog ikke underlagt denne begrænsning, og kan derfor andrage op til 10 pct. Der er ingen krav om national medfinansiering.

Der kan ydes støtte til miljøtiltag, som ligger ud over den generelle regulering. Støtten til miljøtiltag skal udbetales som en årlig tillægsbetaling til landmændene.

Medlemslandene kan beslutte sig for at gå ind i denne ordning senest den 1. august i et af årene 2009, 2010 eller 2011. Ordningen vil herefter kunne anvendes det efterfølgende år, dvs. tidligst i 2010.

Regeringen vil i forbindelse med Grøn vækst initiativet afsætte de nødvendige midler for at sikre en ambitiøs indsats i forhold til natur og miljø og et vækstdygtigt landbrug. Det vil i den sammenhæng fremgå, hvor mange midler der er behov for, herunder evt. anvendelse af artikel 68.