Om bredbånd i de tyndt befolkede områder
John Dyrby Paulsen (S)
Vil ministeren tage initiativ til at få kortlagt de områder i Danmark, som er såkaldt hvide, grå og sorte NGA-områder, så der kan komme klarhed over, hvor der er behov for en indsats fra regeringens side, så disse områder ikke lades i stikken i unødvendigt lang tid?
Begrundelse:
EU-Kommissionen har den 22. juni 2009 afsluttet en offentlig høring af nye EF-retningslinjer for anvendelsen af statsstøttereglerne i forbindelse med hurtig etablering af bredbåndsnet. Af retningslinjerne fremgår det, at mulighederne for brug af statsstøtte til udbredelse af bredbånd afhænger af, om der er ingen/ringe eller meget bredbåndskonkurrence i et givent område. Det nye i retningslinjerne er, at statsstøtte ikke er forbeholdt områder uden bredbåndsadgang. Derimod vil områder, som allerede er dækket med traditionelt bredbånd, såsom ADSL, kunne få statsstøtte til udbredelse af næste generation af bredbåndsnet, hvor der tilbydes væsentligt højere hastigheder. Det kan være en løsning for eksempelvis de danske småøer, som i dag er dækket med utilstrækkelige bredbåndshastigheder via traditionelt ADSL el. lign.
Videnskabsministeren (Helge Sander)
Videnskabsministeriet har ikke planer om at igangsætte et sådan arbejde, da der ikke foreligger planer om at etablere statsstøtteordninger til etablering af NGA-net.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at IT- og Telestyrelsen allerede nu indsamler data for dækningen af fibernet i Danmark i forbindelse med den årlige publikation ”Bredbåndskortlægningen”. I kortlægningen opgøres på postnummerniveau, hvor stor en andel af samtlige husstande og virksomheder, der har mulighed for at få adgang til en fiberforbindelse.
Bredbåndskortlægningen 2008 viste, at omkring 18 procent af de danske husstande og virksomheder har adgang til en fiberforbindelse.