Om renten

Morten Messerschmidt (DF)

Vil ministeren redegøre for de interne rentespænd på hhv. lang- og kortfristede obligationslån blandt eurozonens medlemslande samt oplyse, om ministeren ser det som udtryk for, at euroen er en sund valuta, når enslydende fordringer internt i eurozonen har op til en hel procentpoints renteforskel, og vil ministeren redegøre for, hvorledes han på baggrund af sådanne renteforskelle inden for eurozonen føler sig i stand til at love den danske befolkning et lavere renteniveau ved at gå ind i euroen end ved at fastholde kronen?

Finansministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Det korte svar er, at rentespændene afhænger af valutakursrisiko, som euroen har fjernet for eurolandene, og af kreditrisiko, som naturligvis stadig eksisterer i euroen, hvorfor de lande med høj og stigende gæld har de største rentespænd, hvilket er et udtryk for, at markederne virker, også inden for den sunde valuta, euroen. Eurolandene kan være glade for, at euroen har fjernet valutakursrisikoen og beskytter landene under kriser, der før euroen medførte valutaspekulation og store stigninger i rentespændene, der forværrede kriserne.

Forskelle i markedsrenterne mellem de europæiske lande vurderes normalt på basis af landenes lange rentespænd til Tyskland, dvs. forskellen mellem renterne på 10-årige statsobligationer i det enkelte land og i Tyskland, der generelt har haft de laveste lange renter både før og efter euroen. Eurolandene har fælles valuta og pengepolitik og dermed fælles pengepolitisk rente, ligesom der ikke er forskelle i de korte pengemarkedsrenter.

Fælles for alle eurolandene er, at euroen har givet dem en fordel i form af lavere renter og lavere lange rentespænd til Tyskland. Der vil altid være forskel på de lange rentespænd internt blandt eurolandene. Rentespændene og forskellene mellem dem har dog været meget mindre efter euroen end før euroen, mens de er steget lidt under den aktuelle finansielle krise.

Det markante fald i de lange rentespænd og forskellene mellem dem efter euroen skyldes især, at euroen har fjernet ’valutakursrisikopræmierne’, dvs. de merrenter, som landene betalte for at have deres egne valutaer inden euroen og som afspejlede sandsynligheden for devalueringer, ligesom eurosamarbejdets fælles pengepolitik minimerer ’inflationsrisikopræmierne’ ved at bidrage til at samle inflationsraterne omkring et gennemsnit på under, men tæt på, 2 pct. på mellemlang sigt.

De lange rentespænd, der før euroen varierede meget og ofte udgjorde op til flere procentenheder, især under kriser, har siden indførelsen af euroen i 1999 kun udgjort omtrent 0,2 procentenheder i gennemsnit i eurolandene, mens spændene er steget til over 0,5 procentenheder i gennemsnit under krisen. Der har i øvrigt i en årrække før krisen været tendens til relativt lave renter på globalt plan.

At der også efter euroen altid vil være rentespænd skal ses det i lys, at eurolandene uændret er suveræne stater med selvstændig finanspolitik m.v. Rentespændene afhænger – udover valutakursrisikoen, som den fælles valuta altså har fjernet – især af det enkelte lands kreditrisici, knyttet til landets nøgletal, særligt landets offentlige finanser, og likviditetsrisici, knyttet til forskelle i størrelse og likviditet på markederne for handel med de pågældende landes statsobligationer.

De eurolande, som efter euroen har haft de højeste lange rentespænd, har således typisk været de lande med de mindst gunstige nøgletal i form af høj gæld og store offentlige underskud m.v., ligesom de største stigninger i de lange rentespænd under den aktuelle krise typisk har fundet sted i de lande med høj og stigende gæld. De lande, som fører den sundeste finanspolitik, betaler med andre ord de laveste renter på deres offentlige gæld. Rentespændene er således netop et udtryk for, at markederne virker forventeligt inden for euroen som en sund valuta. 

Det har altid været sådan, at landenes lange rentespænd afhang af landenes makroøkonomiske nøgletal, således at de relativt laveste lange rentespænd blev observeret i lande med relativt stærke offentlige finanser, lav inflation, overskud på betalingsbalancen, høj aktivitet med lav ledighed m.v., herunder fordi det inden euroen forholdt sig sådan, at sandsynligheden for devalueringer og dermed valutakursrisikopræmien var lavere, jo bedre nøgletal.

Det indebar inden euroen, at de gamle EU-landes lange rentespænd typisk steg under økonomiske og finansielle kriser, hvor landene havde svage nøgletal og investorerne søgte væk fra randvalutaer, ligesom centralbankerne måtte hæve deres pengepolitiske renter i forsøg på at forsvare deres valutaers faste kurser over for D-marken. Der er en række eksempler på dette, fx i 1990’erne inden euroen, mest markant under krisen i 1992-1993, hvor fx Danmark forsvarede sin faste kurs, men hvor spekulation tvang en række lande til at give op. Blandt fordelene ved euroen var således, at den ville fjerne problemet med valutakursrisikopræmier og rentespænd, der steg under kriser og dermed forstærkede kriserne.

Det eneste af disse gamle EU-lande, som fortsat fører fastkurspolitik uden at være med i eurosamarbejdet, er Danmark. Ligesom euroen har fjernet valutakursrisikopræmien og dermed størstedelen af de historiske rentespænd for eurolandene, vil euroen tilsvarende fjerne den danske valutakursrisikopræmie, hvis Danmark ved en folkeafstemning en dag måtte beslutte at deltage i euroen.

Den danske valutakursrisikopræmie er allerede lav som følge af den konsekvente fastkurspolitik, hvor skiftende regeringer med bred støtte har været fast besluttet på den faste kurs i over 25 år. Fastkurspolitikken er derfor troværdig, og markederne har stor tillid til, at Danmark ikke opgiver den, men markederne kan rationelt ikke se en egentlig garanti for, at vi ikke vil bruge devalueringsinstrumentet, så længe den praktiske mulighed principielt foreligger i form af en selvstændig dansk valuta.

Fastkurspolitikken og Danmarks sunde økonomiske politik og gode nøgletal giver således også en logisk forklaring på, at det lange danske rentespænd i de senere år har været lavt og i perioder tæt på eller under nul på trods af – og ikke på grund af – at vi står uden for euroen. Danmarks lange rentespænd har siden indførelsen af euroen i 1999 udgjort godt 0,2 procentenheder i gennemsnit, mens spændet er steget til over 0,5 procentenheder i gennemsnit under krisen.

Mens en eventuel dansk eurodeltagelse vil fjerne valutakursrisikopræmien, vil der fortsat være en kreditrisikopræmie, ligesom for de nuværende eurolande. Det samme gælder likviditetsdrevne forskelle. Jeg kan love, at Danmark fortsat vil føre en sund finanspolitik under den nuværende regering og finansminister samt parlamentariske støtte, ligesom jeg har fuld tillid til, at det også vil være tilfældet i fremtiden. Jeg er på den baggrund overbevist om, at den lange danske rente vil være lavere i euroen, end den vil være under fastkurspolitikken. Med den samme sunde økonomiske politik vil vi med sikkerhed få lavere rente.