Om reklamer for medicin
Per Clausen (EL)
Vil ministeren aktivt bekæmpe, at EU giver lægemiddelvirksomheder mulighed for at informere forbrugerne direkte om lægemidler og dermed reelt åbne op for reklamer for medicin?
Ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen)
Indledningsvis kan jeg oplyse, at der den 6. maj 2009 er oversendt et grundnotat om Kommissionens forslag om information til offentligheden om receptpligtige humanmedicinske lægemidler, hvortil spørgeren refererer, til Europaudvalget. Sundhedsudvalget har ligeledes modtaget grundnotatet til orientering.
Som det bl.a. fremgår af grundnotatet, vil Kommissionens forslag ikke medføre, at det eksisterende forbud i lægemiddellovgivningen imod reklame for receptpligtige lægemidler over for offentligheden ophæves. Forbuddet vil derimod blive opretholdt.
Forslagene har til hensigt at indføre et fælles regelsæt for lægemiddelvirksomheders udbredelse af information til offentligheden om receptpligtige lægemidler til mennesker for at fremme en lige adgang til lægemiddelinformation i Fællesskabet og en rationel brug af lægemidler.
Som det ligeledes fremgår af grundnotatets afsnit om regeringens foreløbige generelle holdning, er der fra dansk side generelt støtte til at forbedre patienters muligheder for at få information om lægemidler. Efter regeringens opfattelse er det dog en afgørende forudsætning for, at den foreslåede regulering kan fungere og overholdes i praksis, at der tilvejebringes klare definitioner af henholdsvis (ulovlig) reklame og (lovlig) information, således at de to begreber adskilles.
Under de indledende drøftelser i lægemiddelgruppen i Rådet har medlemsstaterne udtrykt stor skepsis overfor, om det skal tillades lægemiddelvirksomheder at udsende information om receptpligtige lægemidler direkte til offentligheden. Der blev især rejst tvivl om mulighederne for i praksis at skelne mellem lovlig information og ulovlig reklame. Der var endvidere generel enighed om, at en gennemførelse af forslagene vil medføre store økonomiske udgifter og administrative byrder for medlemsstaterne, ligesom der var stor skepsis med hensyn til, om de vil have nogen merværdi i forhold til patienterne.
Forslagene om patientinformation vil være genstand for en politisk meningsudveksling på rådsmøde (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 9. juni 2009.
Jeg vil den 4. juni 2009 mundtligt forelægge rådsmødet for Europaudvalget, herunder forslagene om patientinformation.