Hjælpemenu

Hovedmenu

Om EMAS-registrering

Besvaret § 20-spørgsmål

Pernille Vigsø Bagge (SF)

Vil ministeren tage initiativ til, at Ligestillingsafdelingen kan være EMAS-registreret senest ved udgangen af 2010?

Begrundelse:

I sit svar til Miljø- og Planlægningsudvalget - svar på spørgsmål 193 (alm. del) - skriver miljøministeren, at han vil lave en opsamling af erfaringerne med miljøledelsessystemet EMAS i Miljøstyrelsen og sende den til de øvrige ministerkollegaer til inspiration. Det er efter spørgerens opfattelse positivt, at Miljøstyrelsens erfaringer med EMAS, der har ført til store besparelser på vand, el, papir og varme, sammenskrives og sendes rundt til de øvrige ministerier. Men det er bestemt ikke nok. Specielt ikke i en situation, hvor det årlige antal af EMAS-registrerede virksomheder falder. Efter spørgerens opfattelse bør alle kræfter nu sættes ind på at øge antallet af EMAS- registrerede virksomheder, og i den sammenhæng bør hele centraladministrationen indføre miljøledelse med kort tidsfrist. For sikre dette er der brug for, at alle ministerier har en klar linje, der gælder alle ministerier. Initiativet vil samtidig fungere som et vigtigt miljøpolitisk signal i året for klimatopmødet i København.

Ministeren for ligestilling (Karen Jespersen)

Velfærdsministeriet, herunder Ligestillingsafdelingen, er pt. ved at udarbejde en fælles miljø- og energihandlingsplan for ministerområdet. Handlingsplanen skal blandt andet sikre, at miljø- og energikrav integreres som en naturlig del af alle ministeriets indkøbsaftaler. Herudover beskriver handlingsplanen en række konkrete indsatsområder, som skal bidrage til at reducere ministeriets samlede miljøbelastning og energiforbrug.

Det indgår som et element i handlingsplanen, at der vil blive fulgt op på ministeriets samlede miljø- og energiindsats. På baggrund heraf vil jeg vurdere den videre indsats.