Hjælpemenu

Hovedmenu

Om PMOI på EU's terrorliste

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Mener udenrigsministeren, at det er rimeligt, at PMOI stadig står på EU's terrorliste på trods af, at EF-domstolen gentagne gange har underkendt placeringen af PMOI på denne liste?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)

De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans afsagde den 23. oktober 2008 dom i sagen T-256/07, PMOI mod Rådet, med det resultat, at en rådsbeslutning om indefrysning af midler tilhørende denne organisation annulleres. Dommen vedrører imidlertid en rådsbeslutning som ikke længere er i kraft. EU’s terrorlister blev opdateret på et fornyet grundlag den 15. juli 2008. Denne opdatering har ikke ført til, at PMOI er blevet fjernet fra EU’s terrorliste.

Det centrale kriterium for optagelse på EU's terrorliste er, at en kompetent myndighed, eksempelvis en domstol eller en anklagemyndighed, har afsagt dom over eller truffet afgørelse om at retsforfølge eller indlede undersøgelse af den pågældende person eller gruppe for terrorvirksomhed. Alle de personer og grupper, der står på listerne, opfylder selvsagt dette kriterium. På denne baggrund har man fra dansk side fortsat ikke grundlag for at rejse spørgsmålstegn ved placeringen af PMOI på EU’s terrorliste.

Regeringen betragter sanktioner rettet mod personer og grupper med forbindelse til terrorisme som en central del af den samlede terrorbekæmpelse. Samtidig har regeringen arbejdet aktivt for en styrkelse af individets retssikkerhed i relation til både EU’s og FN’s terrorlister. Man har fra dansk side henvist til, at et stærkt internationalt sanktionsregime forudsætter, at basale retsgarantier respekteres, herunder adgangen til at få prøvet sin sag. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Retten i Første Instans i sin afgørelse anerkender de skridt Rådet bl.a. på dansk foranledning har taget vedr. adgang til begrundelse og prøvelse.