Om et kvindeligt offer for gruppevoldtægt i Saudi-Arabien
Jeppe Kofod (S)
Vil ministeren, set i lyset af, at et internationalt pres tidligere har ført til benådning i en lignende sag, tage den i begrundelsen omtalte sag om et kvindeligt offer for gruppevoldtægt i Saudi-Arabien op i EU?
Begrundelse:
Et kvindeligt offer for gruppevoldtægt i Saudi-Arabien er blevet idømt et års fængsel og 100 piskeslag. Der henvises til artiklerne i Jyllands-Posten den 11. februar 2009 »Offer for gruppevoldtægt idømt 100 piskeslag« og i Jyllands-Posten den 18. december 2007 »Saudi-Arabien: Benådning skaber håb«.
Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Jeg er bekendt med den sørgelige sag som jeg finder meget problematisk. Det er umenneskeligt, at en ung saudiarabisk kvinde, der har været offer for gruppevoldtægt selv er blevet dømt til fængsel og piskning. Ligesom den lignende Al-Qatif-sag i 2007 vil vi forfølge sagen aktivt.
Den danske ambassade i Riyadh har d. 18. februar 2009 rejst sagen på et møde om menneskerettigheder i EU-kredsen. På dansk initiativ foranstalter det tjekkiske formandskab nu en undersøgelse af sagen, hvorefter EU-kredsen vil overveje mulige skridt over for de saudiarabiske myndigheder.
Danmark og EU-kredsen følger altså sagen aktivt. Danmark vil arbejde for, at EU lægger det størst mulige pres på den saudiarabiske regering.