Hjælpemenu

Hovedmenu

Om copyright på musik

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil ministeren i EU arbejde imod en forlængelse af copyright på musik, sådan at mulighederne for at distribuere musik på nettet og af andre kanaler ikke udsættes for forhindringer af arvinger og andre, som ikke har nogen kunstnerisk interesse i musikværket?

Kulturministeren (Carina Christensen)

Jeg lægger til grund, at spørgsmålet vedrører det forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/116/EF om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder KOM [2008] 464, som Kommissionen offentliggjorde i juli 2008.

Overordnet er regeringens holdning, at ophavsrettigheder og den periode, hvori de kan gøres gældende, bør være fastlagt, så der er en fornuftig balance mellem på den ene side hensynet til de udøvende kunstnere og fonogramproducenter og på den anden side hensynet til brugerne af de beskyttede fremførelser.

Jeg finder, at der ikke som udgangspunkt er behov for regulering som foreslået af Kommissionen. Jeg finder samtidig, at man fra dansk side bør deltage i konstruktive drøftelser om forslaget for at sikre så hensigtsmæssig, enkel og gennemsigtig regulering som muligt i det omfang, der er udsigt til et flertal for en udvidelse af beskyttelsestiden.