Hjælpemenu

Hovedmenu

Om særligt beskyttede fugleområder

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil ministeren i denne folketingssamling fremsætte et lovforslag, der sikrer, at Danmark lever op til sin forpligtelse ifølge EU's fuglebeskyttelsesdirektiv om at bestræbe sig på at undgå forurening eller forringelse af levesteder også uden for de særligt beskyttede områder?

Miljøministeren (Troels Lund Poulsen)

Jeg forstår spørgsmålet således, at det sigter til gennemførelsen af fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk. 4, sidste punktum, om beskyttelse af fugle uden for fuglebeskyttelsesområder.

Et bredt udsnit af Miljøministeriets lovgivning herunder miljøbeskyttelsesloven medvirker til at beskytte fugle og deres levesteder mod forurening og andre forringelser. Det fremgår af lovenes formålsbestemmelser, at de skal beskytte flora og fauna.

Der er en række særlige beskyttelsesbestemmelser i lovgivningen, der særligt tager sigte på at beskytte levesteder. Som eksempler kan nævnes naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af naturtyper, kap. 5 i jagt og vildtforvaltningsloven om oprettelse af vildtreservater, der også anvendes til at udpege reservater, der ikke er fuglebeskyttelsesområder, arealfredninger efter naturbeskyttelseslovens kap. 6 og naturbeskyttelseslovens kap. 4, der blandt andet regulerer adgang uden for fuglebeskyttelsesområder.

I det netop fremsatte forslag om ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love (L 133) bliver pligten til at oprette vildtreservater tydeliggjort.

Danmark lever således allerede op til direktivets krav på dette område. Jeg har derfor ikke planer om at fremsætte yderligere lovforslag om dette emne.