Hjælpemenu

Hovedmenu

Om en transformerstation ved Herslev

Besvaret § 20-spørgsmål

Morten Messerschmidt (DF)

Vil ministeren oplyse, hvilken baggrund der er for at fastholde placeringen af en 400 kW transformerstation ved Herslev, når såvel Kalundborg Kommune som borgerne i Herslev er imod?

Klima- og energiministeren (Connie Hedegaard)

Klima- og Energiministeriet godkender projektet efter lov om Energinet.dk, for så vidt angår behovet for anlægget. Regeringen anbefalede i 2005, at Energinet.dk indleder projekteringen af en elektrisk Storebæltsforbindelse med henblik på etablering i 2010. Selve placeringen af anlægget henhører under planmyndighederne.

Den fysiske placering af konverterstationen for den elektriske Storebæltsforbindelse findes således i et samarbejde med planmyndigheden og bygherren Energinet.dk. Planmyndigheden tilvejebringer herefter det nødvendige plangrundlag, der er nødvendigt for anlæggets realisering. Indtil kommunalreformen var det Vestsjællands Amt, der var overordnet planmyndighed, og arealet ved Herslev har i mange år været reserveret til dette formål i regionplanen. Vestsjællands Amt besluttede desuden, at etableringen af konverterstationen ikke var VVM-pligtigt. Plankompetencen er efter kommunalreformen fuldt og helt overgået til Kalundborg Kommune.

Byrådet i Kalundborg Kommune besluttede den 26. september 2007 at undersøge en alternativ placering ved Asnæs. Denne undersøgelse er nu afsluttet. På møde den 26. marts 2008 i kommunalbestyrelsen blev det besluttet, at anmode Energinet.dk om at afholde et møde med borgerne i Herslev, hvor også kommunen vil være repræsenteret. Her skal fremlægges forslag om ændringer af udformningen af anlægget og eventuelle erstatninger eller ejendomskøb, inden sagen genåbnes i Kalundborg Kommunalbestyrelse.