Om bruttoenergiforbrug og nettoenergiforbrug
Per Clausen (EL)
Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at EU´s ambitionsniveau fastholdes,
ved at målsætningen om at 20 procent af EU´s energi skal komme fra vedvarende
energi øges, på baggrund af at man er gået over fra at måle på bruttoenergiforbrug
til at måle på nettoenergiforbrug, og at dette har betydet, at udgangspunktet
for at nå målet er blevet forbedret fra 6,38 pct. til 8,5 pct. udelukkende
på grund af en ændret beregningsmetode?
Fng. Klima- og energiminister (Bendt Bendtsen)
EU-Kommissionen fremlagde den 23. januar 2008 et direktivforslag om
vedvarende energi, hvori blandt andet indgår fordeling mellem
medlemslandene af målet om 20 pct. vedvarende energi i 2020. I dette direktiv
måles andelen af vedvarende energi i forhold til de enkelte landes endelige
energiforbrug.
Direktivforslaget er en opfølgning på konklusionerne fra Det Europæiske Råd i
marts 2007, hvor stats- og regeringscheferne vedtog VE-målet. De nærmere
opgørelsesmetoder indgik ikke i disse drøftelser.
Jeg vil forelægge regeringens holdning til Kommissionens direktivforslag for
Folketinget i forbindelse med den almindelige EU-procedure forud for
ministerrådsmøder.