Om Future Group
Morten Messerschmidt (DF)
Agter ministeren at fremme eller modarbejde forslaget fra den såkaldte »Future Group« i EU om at indføre lovgivning, der tillader uindskrænket deling af data opnået ved monitorering af internettet, emailkorrespondance, telefoni, herunder internettelefoni, videoovervågning m.v. med myndigheder i USA?
Justitsministeren (Brian Mikkelsen)
Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der sigtes til punkt 168 i rapporten vedrørende indre anliggender fra den såkaldte Future Group, hvor det anføres, at EU - inden for rammerne af det igangværende arbejde i ”High Level Contact Group on Data Protection” - bør sigte mod at indgå en bindende aftale med USA om databeskyttelse på grundlag af gensidighed. Det anføres endvidere, at det bør overvejes at etablere et fælles transatlantisk rum med større udveksling af relevante oplysninger og bedre beskyttelse af personoplysninger.
Fra dansk side blev der i forbindelse med drøftelserne af rapporterne fra de to Future Groups generelt givet udtryk for, at den danske holdning til det nye arbejdsprogram, som fra 2010 skal afløse Haag-programmet, først vil blive lagt fast, når Kommissionen har afgivet dens meddelelse herom. På bl.a. den baggrund finder Justitsministeriet ikke anledning til at udtale sig nærmere om de enkelte forslag i rapporterne.
Der kan i øvrigt henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 5 af 5. september 2008 fra Folketingets Europaudvalg.