Om roaming-afgifter
Per Clausen (EL)
Mener ministeren, at det er rimeligt, at danske forbrugere betaler roaming-afgifter for lokale samtaler i andre EU-lande, selv om disse samtaler ikke koster mobilselskaberne flere penge end andre lokale samtaler?
Videnskabsministeren (Helge Sander)
Jeg forstår spørgsmålet således, at der alene spørges til samtaler, hvor en dansker i udlandet ved brug af sin danske mobiltelefon foretager et opkald til et nummer, der hører hjemme i det besøgte land.
Det er korrekt, at når en dansk mobilkunde ringer lokalt i udlandet, vil en række af omkostningerne være de samme, som hvis det var en lokal mobilkunde, der ringede.
Roaming-samtaler er dog – til forskel herfra – forbundet med ekstra omkostninger – også ved ”lokale” samtaler – i forhold til opkald, hvor forbrugeren ikke roamer. Både det besøgte udenlandske net og det danske hjemmenet har således en række særlige roaming-omkostninger, der skal dækkes. Det er blandt andet udgifter forbundet med indgåelse af roaming-aftaler (således at kunden kan benytte sin mobiltelefon i udlandet), udveksling af trafik-information til brug for fakturering og bedrageri-forebyggelse.
Som oplyst i mit svar på spørgsmål nr. S 2372 er roaming-samtaler i EU underlagt prisregulering. Det er en regulering, som jeg har støttet aktivt. I forbindelse med forhandlingerne i Ministerrådet, da roaming-forordningen (forordning nr. 717/2007) blev vedtaget i 2007, havde jeg gerne set, at priserne kom endnu længere ned, end de kom.
Der vil i løbet af efteråret 2008 blive fremsat et forslag til revideret roaming-forordning, hvor jeg igen vil arbejde for at få sænket priserne yderligere.