Hjælpemenu

Hovedmenu

Om de stigende fødevarepriser

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil ministeren på baggrund af Verdensbankens nye rapport, der i følge en artikel i avisen The Guardian afslører, at en meget væsentlig forklaring på de stigende fødevarepriser er den stigende produktion af biobrændsler, tage initiativ til at få revideret Danmarks og EU's målsætninger for øget anvendelse af biobrændsler?

Klima- og energiministeren (Connie Hedegaard)

Regeringen er fuldt ud opmærksom på de potentielle ulemper ved øget brug af biobrændstoffer, herunder stigende fødevarepriser ved produktion af 1. generations biobrændstoffer. Det er nødvendigt, at vi tænker os rigtig godt om i det videre arbejde på biobrændselsområdet for at forhindre voldsomme prisstigninger på fødevarer, forskydningseffekter mv.

Biobrændstoffer er, om end en væsentlig årsag, kun en blandt flere til den nuværende fødevarekrise. Den i the Guardian (”Secret report: biofuel caused food crisis”, 4. juli 2008) omtalte rapport fra Verdensbanken er endnu ikke offentliggjort, og jeg har derfor ikke kendskab til og kan følgelig ikke udtale mig om rapportens indhold og konklusioner. I forbindelse med den netop offentliggjorte Gallagher-rapport i England har professor Gallagher udtalt til BBC, at han vurderer, at biobrændstoffer har bidraget med cirka 20-30 pct. af prisstigningerne på fødevarer.

Den danske biobrændstofmålsætning har som forudsætning, at der kun kan anvendes biobrændstoffer, som opfylder EU’s kommende bæredygtighedskriterier (økonomisk, miljømæssigt og socialt). De nærmere virkemidler til opfyldelse af målsætningen vil blive tilpasset, når der i EU er truffet endelig beslutning om, hvilke brændstoffer der kan medregnes, og kan eksempelvis også omfatte VE-el til elbiler, plug-in hybridbiler mv. Danmark har udarbejdet et konkret forslag til, hvordan VE-el i elbiler kan tælles med i det samlede VE-mål i transportsektoren på en måde, der tager højde for elbilernes overlegne energieffektivitet.

I tråd med Verdensbankens anbefalinger og med henblik på at tage skridtet væk fra 1. generations biobrændstoffer og disses potentielle ulemper har regeringen afsat i alt 200 mio. kr. frem til 2010 til udvikling af 2. generations bio-etanol under det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrations Program (EUDP). Derudover har regeringen afsat 60 mio. kr. til forsøgsvis anvendelse af biodiesel i ”afgrænsede” flåder af køretøjer. Senest i april i år har EUDP blandt andet ydet tilsagn om støtte til opførelse af et demonstrationsanlæg for produktion af 2. generations bioetanol i Kalundborg.