Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Erasmus Mundus

Besvaret § 20-spørgsmål

Martin Henriksen (DF)

Kan ministeren garantere, at Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling i de igangværende EU-forhandlinger om Erasmus Mundus vil sikre, at den danske gratis/skattefinansierede model ikke på nogen måde udsættes for pres, og kan ministeren garantere, at såfremt EU har held til at presse brugerbetaling ned over hovedet på Folketinget, at det ikke vil få konsekvenser i forhold til det danske medlemskab af EU, da det er Folketingets opfattelse, jvf. beretning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 21. maj 2008, at EU ikke har kompetence til at træffe beslutninger på uddannelsesområdet, og er ministeren enig i udvalgsberetningen?

Videnskabsministeren (Helge Sander)

Som det også fremgår af spørgsmålet, er der tale om igangværende forhandlinger. Fra dansk side arbejdes der på at finde et kompromisforslag, der muliggør, at danske universiteter kan deltage i Erasmus Mundus uddannelsesforløb uden at give køb på det danske gratisprincip.

Jeg skal dog understrege, at uanset hvordan sagen falder ud i EU, så vil det være sådan, at de aftaler, de danske universiteter indgår med udenlandske universiteter, skal være i overensstemmelse med dansk lovgivning – herunder regler for deltagerbetaling.

Jeg henviser i øvrigt til mine svar på spørgsmål S 1966 og S 1967.