Hjælpemenu

Hovedmenu

Om atomkraftens betydning i kampen mod klimaforandringer

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil statsministeren, efter Kommissionens formand Barrosos fremhævelse af atomkraftens betydning i kampen mod klimaforandringer ved en konference i Prag den 21.-23. maj 2008, stadig fastholde sit løfte om, at ingen lande får rabat i forhold til de krav, der i EU stilles om omstilling til vedvarende energi, fordi de har atomkraft og/eller øger deres andel af atomkraft?

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen)

I Kommissionens forslag til fordeling mellem medlemslandene af EU’s forpligtelse om at opnå 20 pct. vedvarende energi i 2020 lægges der ikke op til at give atomkraft-lande rabat. Kommissionen lægger derimod op til at fordele halvdelen af den samlede udbygningsforpligtelse ligeligt mellem landene (såkaldt ”flat rate”) og halvdelen ud fra landenes velstand og hidtidige indsats på området. Forslaget bekræfter, at de nationale forpligtelser for vedvarende energi ikke kan indfries med bidrag fra atomenergi.