Om Kinas produktionen af elsparepærer
Morten Messerschmidt (DF)
Er ministeren enig i Kommissionens vurdering af, at Kina subsidierer
produktionen af elsparepærer?
Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Lad mig indledningsvist pointere, at Kommissionen i sagen om import af
elsparepærer fra Kina, ikke har vurderet, hvorvidt Kina subsidierer produktionen
af elsparepærer. Kommissionens vurdering drejer sig alene om risikoen
for fortsat dumping, hvis straftolden ophæves, og hvorvidt en fortsat
straftold er i EU’s overordnede interesse.
I begrundelsen for spørgsmålet henviser spørgeren til to artikler i Politiken
om EU’s straftold på import af elsparepærer fra Kina.
I antidumpingsager som denne er det regeringens generelle holdning at søge
at hindre tiltag i EU, der kan føre til handelsprotektionistiske skridt over
for import af varer fra tredjelande, når sådanne foranstaltninger ikke i tilstrækkeligt
omfang kan retfærdiggøres.
Foranstaltninger vil således ikke kunne retfærdiggøres, hvis indførelse af
antidumpingtold måske nok kunne gavne enkelte erhvervsinteresser i enkelte
EU-lande, men overordnet være til betydelig skade for EU’s brugerindustrier,
importører, detailhandel og forbrugere.
Det var en sådan økonomisk afvejning, der lå bag den danske beslutning i
september 2007 om at stemme imod en etårig forlængelse af antidumpingtolden
på import af elsparepærer fra Kina. Det var regeringens vurdering,
at en udvidet handelshindring ville være til stor ulempe for importører, forbrugere
og i sidste ende miljøet.