Hjælpemenu

Hovedmenu

Om statistik over befolkningsgrupper i EU-lande.

Besvaret §20-spørgsmål

Simon Emil Ammitzbøl (EL):

Vil ministeren oplyse, hvorledes andre EU-lande fører statistik over befolkningsgrupper med anden national/etnisk baggrund, herunder om der findes EU-lande, som har en officiel national statistik over tredje genera­tions­indvandrere, i så fald hvilke lande og hvorledes opgøres statistikken?

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

Danmarks Statistik offentliggør statistik om indvandrere og efterkommere ud fra oplysninger om statsborgerskab og fødested for børn og forældre i CPR-registret. Indvandrere er personer, der er født i udlandet, hvor ingen af forældrene er både dansk statsborger og født i Danmark. Efterkommere er personer, der er født i Danmark, hvor ingen af forældrene er både dansk statsborger og født i Danmark.

Der er ikke krav om indberetninger af oplysninger og fælles of­fent­lig­gørelse af statistik om befolkningsgrupper med anden natio­nal/etnisk baggrund til EU. Medlemslandene indberetter på nuværende tidspunkt fri­vil­ligt om antal personer, der er født i udlandet, og antal personer fordelt efter statsborgerskab. Disse oplysninger offentliggøres af EU’s statistiske kontor, Eurostat.

Det forventes, at der i løbet af det kommende år vedtages en EU-for­ord­ning, der pålægger medlemslandene at indberette oplysninger om befolk­ningens fordeling på fødested og statsborgerskab.

Kun Holland og Sverige offentliggør national statistik over personer med uden­landsk baggrund. I Holland afgrænses populationen til personer, der er født i udlandet, eller personer, der er født i Holland, og hvor mindst en af for­æl­drene er født i udlandet. I Sverige er afgrænsningen personer, der er født i udlandet, eller personer, der er født i Sverige, og hvor begge forældre er født i udlandet. Begge opgørelser stopper dermed ved andengene­rations­indvandrere.

I nogle andre EU-lande indsamles oplysninger om etnisk tilhørsforhold i forbindelse med de 10-årlige folke- og boligtællinger. Definition og klassificering af etnisk tilhørsforhold varierer fra land til land, men er altid baseret på den enkelte persons egen oplysning om sit tilhørsforhold.

I 2008 vil der på EU-plan ske en belysning af indvandreres og efterkom­me­res arbejdsmarkedstilknytning som supplement til de fælles, stikprøve­baserede arbejds­kraft­undersøgelser. Der er her tale om en engangstæl­ling, som gennemføres samtidigt i alle EU-lande.

Der blev i finanslovsaftalen for 2007 afsat midler til, at Danmarks Statistik skal sikre en bedre statistisk belysning af efterkommernes børn. Danmark har større tradition for og via CPR-registret bedre mulighed for at foretage sådanne statistiske opgørelser sammenlignet med de andre EU-lande. Det skal understreges, at denne statistik vil bygge på de hidtidige definitioner af indvandrere og efterkommere.