Om DVB-H som standard for mobil-tv
Per Clausen (EL)
Hvilke initiativer har den danske regering taget forud for Kommissionens beslutning om at godkende DVB-H som standard for mobil-tv i EU for at påvirke Kommissionens beslutning?
Kulturministeren (Brian Mikkelsen)
Som det fremgår af mit foreløbige svar af 25. juli 2007, har jeg anmodet IT- og Telestyrelsen om svarbidrag.
IT- og Telestyrelsen har oplyst følgende:
”Kommissionen vedtog den 18. juli 2007 sin meddelelse (KOM (2007) 409) om styrkelse af det indre marked for mobil-tv.
Kommissionen har anført i meddelelsen, at der er flere forskellige standarder inden for mobil-tv, og at der dermed er risiko for en fragmentering af det indre marked. Kommissionen har i den forbindelse især fremhævet DVB-H (Digital Video Broadcast til håndholdte terminaler) samt T-DMB (Terrestial Digital Multimedia Broadcasting). Kommissionen har endvidere fremhævet, at DVB-H forekommer at være den stærkeste kandidat for så vidt angår udbredelse af jordbaseret mobil-tv i Europa.
Kommissionen har endelig tilkendegivet, at man vil følge udviklingen i EU, og at Kommissionen muligvis vil fremsætte forslag i midten af 2008, herunder – om nødvendigt – tiltag til at gøre DVB-H obligatorisk.
Der er på nuværende tidspunkt endnu ikke fastlagt en dansk holdning til Kommissionens udspil.
Det danske forhandlingsmandat vil blive fastlagt efter sædvanlig procedure, herunder under inddragelse af EU-specialudvalget for it og telekommunikation og Folketingets Europaudvalg.
Danmark vil på sædvanlig vis kunne gøre sin indflydelse gældende ved aktivt at deltage i forhandlingerne vedrørende de forslag til retsakter m.v., som Kommissionen måtte fremsætte som opfølgning på den ovennævnte meddelelse.
Der er ikke truffet nogen generel beslutning om valg af standard til brug for mobil-tv. I Danmark er der således mulighed for, at både DVB-H og T-DMB kan finde anvendelse for så vidt angår mobil-tv.”
Jeg skal henholde mig til det af IT- og Telestyrelsen oplyste.