Om mobil-tv
Per Clausen (EL)
Hvordan vil ministeren sikre danskerne adgang til at se mobil-tv på den standard, som EU har valgt?
Kulturministeren (Brian Mikkelsen)
Jeg tillader mig at henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. S 5249 af 5. juli 2007 fra samme spørger.
Det fremgår heraf, at der ifølge den indgåede aftale om udbygning af digitalt tv i Danmark ved det kommende udbud af digitale sendemuligheder til en kommerciel operatør ikke vil blive stillet krav om anvendelse af sendemuligheder til broadcast af mobil-tv. Hvorvidt der på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt perspektiv og økonomi i - på bekostning af bredden i udbudet af traditionelt tv - også at udbyde mobil-tv, er således overladt til markedsaktørerne selv at vurdere i forbindelse med afgivelsen af deres bud.
Kulturministeriet har den 2. juli 2007 udsendt et udkast til bekendtgørelse om Radio- og tv-nævnets udbud af jordbaserede digitale sendemuligheder i høring med 31. august 2007 som høringsfrist.
Spørgsmålet om standarder for mobil-tv er uomtalt i høringsmaterialet.
Jeg vil – når de modtagne høringssvar skal drøftes med partierne bag medieaftalen for 2007 – 2010 i forbindelse med udstedelsen af den ovennævnte bekendtgørelse – tage spørgsmålet om standarder for mobil-tv op med ordførerne for partierne bag aftalen i lyset af bl.a. Kommissionens meddelelse af 18. juli 2007 om styrkelse af det interne marked for mobil-tv.