Hjælpemenu

Hovedmenu

Om beslutninger der er truffet efter artikel 308 og de ni afstemningskrævende emneområder

Besvaret § 20-spørgsmål

Morten Messerschmidt (DF)

Vil udenrigsministeren foretage en sammenligning af de beslutninger, der er blevet truffet efter artikel 308 og de ni afstemningskrævende emneområder, som i forhold til forfatningen er blevet taget ud af den nye traktat?

Begrundelse:

Det er velkendt, at det på det seneste topmøde blev besluttet at tage de ni punkter ud af forfatningen, som efter grundloven ville kræve folkeafstemning. Spørgeren beder udenrigsministeren redegøre for, hvorvidt disse punkter efterfølgende vil kunne gennemføres med hjemmel i artikel 308, den såkaldte gummiparagraf.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)

På mødet i Det Europæiske Råd den 21. – 22. juni 2007 blev EU’s stats- og regeringschefer enige om at indkalde til en regeringskonference og vedtog i den forbindelse et mandat, som vil udgøre grundlaget for arbejdet på regeringskonferencen. Det følger af mandatet, at regeringskonferencen anmodes om at udarbejde en traktat (benævnt ”reformtraktaten”) om ændring af de grundlæggende EU-traktater (Unions-traktaten (TEU) og EF-traktaten (TEF), der ændrer navn til ”Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde ”).

Punkt 19 i mandatet indeholder i litra a) til x) i alt 24 konkrete ændringer, modifikationer eller præciseringer til de nyskabelser fra regeringskonferencen i 2004, som skal indgå i TEF, samt enkelte tilføjelser.

EF-traktatens artikel 308 kan alene danne grundlag for at vedtage retsakter, hvis dette skønnes påkrævet for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål, og det ligger inden for fællesmarkedets rammer, og hvis traktaten i øvrigt ikke indeholder hjemmel til vedtagelse af retsakten. Artikel 308 er selvsagt underlagt  EU’s grundlæggende princip om tildelte kompetencer, og kan derfor ikke anvendes til at udvide Fællesskabets kompetenceområde ud over den generelle ramme, der følger af traktatbestemmelserne som helhed, navnlig de bestemmelser, hvori Fællesskabets opgaver og virke fastlægges.