Om østeuropæisk arbejdskraft
Bjarne Laustsen (S)
Vil ministeren oplyse, om firmaet General Management Int. Limited, Vejle, er godkendt til at formidle vikariater og drive vikarbureau, blandt andet for østeuropæisk arbejdskraft i Danmark?
Integrationsministeren (Rikke Hvilshøj)
Jeg har forstået spørgsmålet således, at spørgeren ønsker oplyst, om firmaet General Management Int. Limited, Vejle, er forhåndsgodkendt efter udlændingelovens regler herom.
Efter udlændingelovens § 9 a, stk. 11 og 12, kan Udlændingeservice godkende, at herværende arbejdsgivere, der er omfattet af en gældende overenskomst, kan ansætte statsborgere fra de østeuropæiske EU-lande omfattet af udlændingelovens overgangsordning (Østaftalen) efter en anmeldelse af ansættelsesforholdet til Udlændingeservice.
Oplysningerne om forhåndsgodkendelse af arbejdsgivere er offentligt tilgængelige på Integrationsministeriets og Udlændingeservices hjemmeside www.nyidanmark.dk.
Udlændingeservice har oplyst, at firmaet General Management Int. Limited, Vejle, ifølge oplysninger i Udlændingeservices erhvervssystem ikke er meddelt forhåndsgodkendelse.