Om varetægtsfængsling
Morten Messerschmidt (DF)
Vil ministeren redegøre for forskelle i varetægtsfængslingstid og -praksis i Danmark for henholdssvis danske og ikke danske mistænkte?
Begrundelse:
Der henvises til Justitsministeriets nærhedsnotat vedrørende forslag til rådets rammeafgørelse om den europæiske kontrolordre under procedurer forud for domsafsigelse mellem unionen medlemsstater, KOM (2006) 468 - Bilag 1.
Justitsministeren (Lene Espersen)
Som anført i den foreløbige besvarelse (af 7. november 2006) af spørgsmålet, har Justitsministeriet anmodet henholdsvis Rigspolitichefen og Rigsadvokaten om en udtalelse.
Rigspolitichefen har oplyst følgende:
”Rigspolitiet udarbejder kvartalsvise statistiske opgørelser over udviklingen i antallet af varetægtsfængslinger, herunder varetægtsfængslingernes varighed.
Rigspolitiet udarbejder på nuværende tidspunkt ikke statistik om nationaliteten på de varetægtsfængslede personer.
Det skal imidlertid oplyses, at Rigspolitiet fra 2. halvår af 2007 forventer at udvide statistikken med oplysninger om nationaliteten på de varetægtsfængslede.”
Rigsadvokaten har oplyst følgende:
”Det følger af Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2000, at statsadvokaterne årligt underretter mig om antallet af varetægtsfængslede, der forud for dom i 1. instans var varetægtsfængslet i over 3 måneder i det foregående år.
Denne ordning har til formål at følge udviklingen i antallet af længerevarende varetægtsfængslinger. Jeg modtager på denne baggrund bl.a.. oplysninger om kriminalitetens art, varetægtsfængslingens varighed, dommens resultat samt oplysninger om forhold, der har haft betydning for varigheden af varetægtsfængslingen. Jeg modtager derimod ikke oplysninger om de pågældendes nationalitet eller tilknytning til Danmark.
Dette gælder tilsvarende for den midlertidige indberetningsordning vedrørende anvendelse af retshåndhævelsesarrest efter retsplejelovens § 762, stk. 2, jeg har iværksat ved Rigsadvokaten Informerer nr. 27/2006 af 26. oktober 2006.
Indberetningsordningerne giver således ikke mulighed for at redegøre nærmere for problemstillingen. Jeg er heller ikke i øvrigt i besiddelse af statistiske oplysninger til belysning af spørgsmålet. Rigspolitichefen har tillige telefonisk oplyst, at Rigspolitiet heller ikke er i besiddelse af sådanne statistiske oplysninger.
Jeg kan i øvrigt henvise til mit høringssvar af 7. februar 2005 vedrørende Kommissionens grønbog om gensidig anerkendelse af ikke-frihedsberøvende foranstaltninger forud for domsafsigelse (Justitsministeriets j.nr. 2004-165-0653), hvor jeg bl.a. udtalte, at mistænkte uden egentlig tilknytning til Danmark i sagens natur oftere vil blive varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, idet der ofte må antages at være en forøget flugtrisiko.”
Som det fremgår, er det således på nuværende tidspunkt ikke muligt at redegøre nærmere for forskelle i varetægtsfængslingstid og varetægtsfængslingspraksis i Danmark for henholdsvis danske og ikke danske mistænkte.