Om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Morten Messerschmidt (DF)
Er ministeren enig i, at EF-Domstolens bemærkning i sagen C-159/90, præmis 32, om, at Domstolen skal beskytte grundrettighederne, »således som de navnlig fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention« må være udtryk for, at domstolen ex officio påser overholdelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Justitsministeren (Lene Espersen)
Det er korrekt, at det følger af EF-Domstolens faste retspraksis, at bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention udgør »grundrettigheder«, som hører til de almindelige retsgrundsætninger, som EF-Domstolen skal beskytte. Der kan i den forbindelse henvises bl.a. til EF-Domstolens dom af 18. juni 1991, sag C-260/89, ERT. I dommens præmis 41 fremhævede EF-Domstolen menneskerettighedskonventionens særlige betydning og fastslog, at »…foranstaltninger, som er uforenelige med overholdelsen af de ved konventionen anerkendte og sikrede menneskerettigheder, ikke er tilladte i Fællesskabet.«

Videre konstaterede EF-Domstolen i samme doms præmis 42, at EF-Domstolen ikke har kompetence til at afgøre, om nationale retsforskrifter, som ikke omfattes af fællesskabsretten, er forenelige med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Når sådanne nationale retsforskrifter ”derimod falder inden for anvendelsesområdet for fællesskabsretten, skal Domstolen i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse give alle de oplysninger med hensyn til fortolkningen, som kræves, for at den nationale ret kan vurdere, om disse retsforskrifter er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som Domstolen skal beskytte, således som de navnlig fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.” 

I præmis 31 i den dom i sag C-159/90, Grogan, som spørgeren henviser til, gentog EF-Domstolen betragtningerne om EF-Domstolens kompetence med hensyn til fortolkningen af nationale retsforskrifter i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Da det nationale forbud, som var omtvistet i sagen (et irsk forbud mod at studenterorganisationer udbredte oplysninger om navn, adresse og telefonnummer på klinikker i andre EU-medlemsstater, hvor abort lovligt kan foretages), ikke var omfattet af fællesskabsretten, fandt EF-Domstolen i overensstemmelse med sin faste praksis, at den ikke havde kompetence til at afgøre, om det nationale forbud var foreneligt med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. dommens præmis 31 og 32.