Om Rumænien og Bulgarien i EU
Søren Espersen (DF)
Mener statsministeren, at det var en rigtig beslutning at indlemme Rumænien og Bulgarien i EU - set i lyset af, at ingen af de to lande synes at have fået ryddet op i korruption, nepotisme og udspionering af bl.a. parlamentarikere, som ikke er politisk enige med de to regeringer?
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen)
Rumænien og Bulgariens tiltrædelse af EU markerede afslutningen på EU’s femte udvidelsesrunde, som et bredt flertal i Folketinget stod bag.
Som regeringen redegjorde for inden Folketingets godkendelse af landenes tiltrædelse, er der en række udeståender i de to lande. Derfor er der i forbindelse med Rumænien og Bulgariens tiltrædelse af EU oprettet en særlig mekanisme for at sikre, at landene gennemfører udestående reformer. Der er tale om en af de hidtil skrappeste mekanismer anvendt over for tiltrædende lande. Kommissionen holder nøje øje med reformarbejdet i landene.
Det er vigtigt, at der fortsat sker fremskridt i reformarbejdet i Rumænien og Bulgarien. Det lægger vi fra dansk side vægt på, og det er også i landenes egen interesse.