Hjælpemenu

Hovedmenu

Om antal EU-midler til Tyrkiet

Besvaret §20-spørgsmål

Martin Henriksen (DF)
Kan ministeren oplyse, hvor mange EU-midler, der er gået og går til Tyrkiet på f.eks. uddannelsesområdet, beskæftigelsesområdet, turisme osv.?

Undervisningsministeren (Bertel Haarder)
For så vidt angår samarbejdet mellem EU og Tyrkiet inden for mit ressort, uddannelsesområdet, kan jeg oplyse, at ministeriet ikke har disse oplysninger, hvorfor der vil blive rettet henvendelse til Europa-Kommissionen om spørgsmålet. Jeg vil derfor vende direkte tilbage til spørgeren med oplysninger herom, når Europa-Kommissionen har reageret.
For så vidt angår samarbejdet mellem EU og Tyrkiet inden for områder, der ikke hører under mit ressort, skal jeg henvise til disse områder.
Jeg kan imidlertid oplyse, at det af Europa-Kommissionens hjemmeside på Europa-portalen fremgår, at Tyrkiet modtager finansiel assistance med henblik på at imødekomme kriterierne for EU-medlemskab.
Det fremgår ligeledes heraf, at Tyrkiet i øjeblikket administrerer projekter tiltrådt i perioden 1996 til 2004 på ca. 1,15 mia. Euro (ca. 8,6 mia. kr.). For 2005 er budgetallokeringen 300 mio. euro (ca. 2,3 mia. kr.) og for 2006 500 mio. euro (ca. 3,8 mia. kr.). Herefter forventer Europa-Kommissionen, at beløbet vil stige fra 497 mio. euro (ca. 3,7 mia. kr.) i 2007 til 653,7 mio. euro (ca. 4,9 mia. kr.) i 2010.